Den gamle auktionshal på havnen i Asaa bliver nu renoveret

ASAA: Den gamle auktionshal på havnen i Asaa har længe været i en elendig forfatning. Den har senest været brugt til opbevaring af ungdomsskolens kanoer, men er ellers ikke blevet brugt. Det skal der nu laves om på.

- Vi har fået 400.000 kroner af De grønne Midler fra kommunen til at renovere hallen for, fortæller byrådsmedlem Hildo Rasmussen.

- Hallen er bevaringsværdig, og derfor er vi nu gået i gang med at renovere den. Hallen har en særlig betydning for mig, for jeg var nemlig som ny lærling med til at bygge den i 1960. Den gang var der jo virkelig liv på havnen med masser af fiskekuttere og ikke mindre end tre fiskeeksportører på kajen, så der er blevet omsat fisk for mange millioner her på stedet, fortæller Hildo Rasmussen, der videre oplyser, at hallen er blevet udvidet flere gange.

Der er bl.a. kommet fryseafdeling til og lavet kontor til auktionsmesteren.

- Jeg husker, at auktionsmesteren hed Gunnar Højgaard, og han havde en utrolig udsigt fra sit kontor i enden af auktionshallen. Den gode udsigt er her jo stadig, og det skal vi udnytte, når vi nu skal renovere hallen, siger Hildo Rasmussen.

- Der skal være mere liv på havnen, tilføjer havnens formand, Mogens Hajslund.

- Vi har endnu ikke bestemt, hvad hallen skal bruges til, men jeg kunne godt tænke mig, at den blev lavet til et forsamlingslokale, hvor der kunne holdes fester som konfirmationer, fødselsdage og jubilæer. Der er jo vand på alle sider, så det kunne blive noget helt unikt. Man kunne også lave wellness med udendørs vildmarksbad, men vi har ikke lagt os fast og vil arbejde videre med ideerne. Jeg er glad for, at vi nu er gået i gang med projektet, siger Mogens Hajslund.

- Det er egentligt pudsigt, føjer Hildo Rasmussen til.

- Det er tømrermester Michael Larsen, der renoverer hallen. Det var hans farfar, der byggede den, så ringen er sluttet, konstaterer Hildo Rasmussen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...