Det er ikke en ny skulpturudstilling, der kan ses ved Dronninglund Kunstcenter

DRONNINGLUND: Det kunne godt se ud, som om man på Dronninglund Kunstcenter er ved at lave en ny skulpturudstilling som efterfølger for sommerens velbesøgte udstilling. På Kunstcentrets store parkeringsplads er der nemlig opstillet et større antal af noget, der på afstand ligner kunst.

Der er dog ikke tale om kunst, men om store kabelruller. Energiselskabet Eniig skal bruge kablerne i forbindelse med, at et stort antal forbrugere nord for Dronninglund fra begyndelsen af det nye år får mulighed for at blive tilsluttet fiberbredbånd.

Da fibernet ikke bliver transporteret igennem de almindelige telefon- eller TV-kabler, skal der graves helt nye kabler ned i området, der bl.a. omfatter Thorup Hedevej, dele af Storskovvej, Buurvej og Bjergvej.

Gravearbejdet er allerede påbegyndt, og alle de forbrugere, der ønsker tilslutning, vil få fibernet installeret i starten af februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...