Tilslutningen af aktører, som deltog i 24Timer i Hjallerup, viste sig at være betydeligt større, end man havde håbet på

HJALLERUP: Omkring 500 aktører deltog i de netop afsluttede 24 Timer i Hjallerup Idrætscenter, og det var rundt regnet dobbelt så mange som sidste år. Hvor man sidste år kunne rumme såvel folk på løbebånd som på motionscykler/spinningcykler ude i lobbyen, så var man i år nødt til at flytte cykelkorpset ind i Hal 1.

Borgmester Mikael Klitgaard startede traditionen tro begivenheden sammen med lederen på Julemærkehjemmet, Lise Clarsson, og tovholderen, Johnni Olesen. Men det var lige før, at en helt fjerde person stjal billedet, og det var en lille pige, som hed Liva Manstrup. Hun havde lavet øreringe og nøgleringe i perler med Julemærkehjemmets logo og solgt smykkerne ved idrætscentrets indgangsparti. Hun fortalte, at hun var blevet rørt, da hun hørte sangen, som var blevet lavet til arrangementet, og så satte hun produktionen i gang. Overskuddet blev på 3.315 kr. til Julemærkehjemmet.

Når man besøgte Idrætscentret, mens det stod på, kunne man ikke undgå at blive smittet af den indædte aktivitet, som lå i luften, og glæden ved at deltage i begivenheden kunne mærkes overalt. Som når det over højtalerne i svømmehallen lød således:

- Om et øjeblik runder vi endnu en time, og så har vi blot 22 timer tilbage, efterfulgt af et jubelbrøl fra deltagerne oppe på bassinkanten.

Formanden for det hele, Johnni Olesen, gik rundt og sikrede sig, at alt gik efter planen.

- Det går fantastisk godt, og se bare hvor mange aktører der er. Jeg er sikker på, at overskuddet, som jo går til Julemærkehjemmet, bliver virkeligt stort. Det kan man iøvrigt få at vide, når Foreningen 24 Timer holder generalforsamling 23. marts, siger formand Johnni Olesen.

Begivenheden er efterhånden blevet landskendt, og blandt aktørerne var der folk fra både Sjælland og Midtjylland samt selvfølgelig hele Nordjylland. 31. august har Tryg Fonden et lignende arrangement kaldet Christiansborg Rundt, og ved den lejlighed tager Johnni og et hold over og deltager.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...