Dommerne i DR’s nye tv-satsning LIVE! var vilde med trioen GraaBlaa, som er baseret i Dronninglund, men seerne ville det anderledes

DRONNINGLUND: DR har i år søsat et nyt musikalsk program: LIVE!, som skal afløse X-Factor med en langt stærkere fokus på musik. I fredags blev Dronninglund repræsenteret i programmet med original musik skrevet og komponeret af GraaBlaa, som bl.a. har hjemme i Dronninglund. Og det betød en omgang ekstra drama i det nye tv-koncept. Dommerne var vilde med det nordjyske band.

- Under jeres optræden kom jeg ind i en verden, som er coming up i Danmark i øjeblikket, som er spændende og anderledes. Og jeg vil rigtig gerne opleve, hvad I ellers har i posen, sagde Sanne Salomonsen om den særegene gruppe GraaBlaa efter deres optræden.

Og Sanne Salomonsens med-coach Lina Rafn var helt på linje med sin kollega, inden seernes dom var afsagt.

- Jeg krydser fingre for at Danmark ikke er bange for det avantgarde. Jeg er blæst bagover. Jeg synes, I byder ind med noget frisk, spændende, nærværende og fandens modigt. Jeg har totalt armene i vejret, sagde hun om GraaBlaa. Men seerne var ikke enige med dommerne og GraaBlaa blev ikke stemt videre i konkurrencen.

GraaBlaa spiller indie-folk på blandt andet kontrabas, guitar og vokal. Musikken og udtrykket er originalt med inspiration blandt andet fra Leonard Cohen, Pink Floyd og Jan Johansson. Fredag spillede de deres eget nummer "Tættere på".

- For os har det været helt essentielt at vi kunne spille egne sange, udtaler Albert Reinholdt Østergaard fra GraaBlaa.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...