Dronninglund Billardklub blev oprettet i 1968 og har i sin 50-årige levetid holdt til tre forskellige steder

DRONNINGLUND: På torsdag og lørdag fejrer Dronninglund Billardklub sit 50-års jubilæum. Netop på denne dato - 8. november - i 1968 blev klubben stiftet af 20 personer. Af de 20 er tre stadigvæk i live, nemlig fhv. blikkenslagermester Erling Hansen, fhv. savværksejer Knud Andersen og fhv. købmand Jørn Lehm. De to sidstnævnte kommer til jubilæumsfesten, mens Erling Hansen er forhindret i at deltage.

Det første sted, hvor man udøvede den ædle billard-sport var i et lokale på det gamle elværk i Strømgade, og det var altså i 1968, at man startede her. I 1984 flyttede man til Vestre Skole på Fredensgade, hvor man fik klublokale på 2. sal. Endelig flyttede man igen i 1996 til en anden fløj af Vestre Skole på 1. sal. Et godt og præsentabelt lokale, men da gennemsnitsalderen er rimelig høj - mellem 60 og 85 - så kunne man godt tænke sig at få et lokale i stueplan. Der har imidlertid endnu ikke vist sig et, som er velegnet.

I dag er der 29 medlemmer i Dronninglund Billardklub, og de er delt op på seks hold efter ugens dage (minus søndag). Der er nedsat et festudvalg, som har en repræsentant for hver af holdene, og dette udvalg har nu planerne for fejringen af jubilæet klar. Man holder Åbent Hus i klublokalet på Vestre Skole på selve dagen - 8. november - og jubilæumsfesten finder sted to dage senere - 10. november.

Til Åbent Hus i klublokalet inviterer man alle spillere, familie, bekendte og venner samt interesserede i billard. Formanden, Alf Abildgaard, siger om arrangementet: - Der vil ved denne lejlighed være mulighed for at mindes gamle dage helt frem til nu. Der er også arrangeret en kamp med deltagelse af elitespillere fra Asaa Billardklub. Herunder vil man kunne opleve såkaldte trickstød, og der vil desuden være både tørt og vådt til ganen. Det vil alt sammen kunne opleves fra 15.30 til 17.30.

Selve jubilæumsfesten afholdes på Hjørnet i Dronninglund kl. 18.30. Der skal påregne entré, hvis man vil deltage i festen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...