Efter en dramatisk generalforsamling fik Dronninglund Fjernvarme en komplet ny bestyrelse, som har fået nok at se til

DRONNINGLUND: Den nuværende bestyrelse i Dronninglund Fjernvarme må siges at være kommet til verden på højst overraskende og dramatisk vis, da den tidligere bestyrelse i samlet trop forlod det lokale på Dronninglund Hotel, hvor den ordinære generalforsamling blev afholdt.

Efter en ekstraordinær generalforsamling blev den nuværende bestyrelse dannet med nye medlemmer på alle pladser.

Den nye bestyrelse ser således ud: Morten Jensen (formand), Tom Svendsen (næstformand), Jimmy Luther (kasserer), Flemming Nielsen (sekretær), Jan Larsen (bestyrelsesmedlem), Allan S. Mogensen (1. suppleant), Poul Erik Nielsen (2. suppleant) og Lasse Nielsen (3. suppleant).

Det hedder om bestyrelsens opgaver, at de skal sikre stabile priser fremover og samtidigt sikre, at forbrugerne konstant har tilstrækkelig varme.

- Det sidste skal vi her på værket nok garantere for, siger driftschef Johan Frey med et stort smil, som overbeviser én om, at det kan man være tryg ved.

Bestyrelsen er kommet på en vanskeligere opgave. Specielt her i det nye år, hvor det årlige tilskud i forbindelse med el bortfalder samtidigt med stigende gaspriser. Bortfaldet af tilskuddet betyder en manko på 3,35 mio. kr. Hvis man regner med et standardhus på 130 kvm., så kan det betyde 417 kr. mere om måneden til opvarmning af huset.

Det store solvarmeanlæg betyder imidlertid, at det ikke bliver værre, idet denne form for alternativ energifremstilling stabiliserer priserne med 40 pct.. Derfor er det vigtigt at finde frem til endnu en eller anden form for alternativ varmefremstilling, som kan supplere det allerede eksisterende. På den ekstraordinære generalforsamling blev det vedtaget at standse planlægningen af anvendelse af grundvand til energifremstilling. Det må bestyrelsen selvfølgelig respektere, men det alternative forslag, som Dansk Fjernvarme og Dansk Råvandsforsyning havde blåstemplet inden generalforsamlingen, bliver alligevel nøje vurderet.

Formand Morten Jensen og driftschef Johan Frey er dog enige om, at denne metode ikke vil betyde nogen særlig stor forøgelse af varmefremstillingen. Den nedsatte arbejdsgruppe vil også se på de muligheder, som ligger i et almindeligt jordvarmeanlæg i stor udgave, en luft-til-vand varmepumpe, biobrændsel og flis. De to sidstnævnte medfører leverancer udefra og tilladelse ovenfra.

Der er i den sidste tid fremkommet meddelelser om, at flere andre fjernvarmeværker på størrelse med Dronninglunds - og nogle endda større - har nøjagtigt samme økonomiske problemer på grund af bortfaldet af tilskuddet, og der rumles om henvendelse til landspolitikere for at påpege, at netop de mindre samfund rammes på den måde. Morten Jensen er ikke afvisende for at tilslutte sig en sådan henvendelse.

- Vi har haft rigeligt at gøre med at konstituere os, fordele arbejdet og indstille os på arbejdet i bestyrelsen. Hvad der foregik under og efter de to generalforsamlinger var ganske vist lidt af en mundfuld, men det her er en opgave, som skal klares, og det er vi overbeviste om, at vi kan. I bestyrelsen har vi nemlig en del medlemmer, som har god forstand på disse dele, slutter en fortrøstningsfuld formand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...