Den nye midtby i Dronninglund nu klar til indvielse, og festprogrammet byder på taler, musik og fyrværkeri

DRONNINGLUND: Endelig er det store projekt ”Genform Dronninglund” nået til vejs ende, så det på fredag 31. august kan indvies med pomp og pragt.

- Det har været en lang proces, fra idéerne kom på bordet for snart fire år siden og så til i dag, udtaler Arne B. Schade, freelance citychef for Dronninglund Handel.

- Det har været en proces, hvor vi i Dronninglund Handel har engageret os fra dag et. Vi var nemlig helt bevidste om, at byens kvalitet og miljø er helt afgørende for, at vi også kan bevare handelslivet i Dronninglund i fremtiden. Butikkerne og Dronninglund Handel kæmper hver dag for at tiltrække kunder og forene et godt køb med en unik service. Ser vi på andre byer af Dronninglunds størrelse, har vi set den ene by efter den anden blive udraderet som handelsbyer. Vi har haft succes med at bevare butikkerne i Dronninglund og skylder en stor tak til en stadig stigende loyal kundestrøm. En flot og moderniseret midtby vil være et vigtigt omdrejningspunkt i byens fortsatte eksistens som handelsby, og alle glæder sig til fredag, hvor vi genåbner byen for vore kunder, udtaler Arne B. Schade.

Foruden de officielle taler vil der være masser af underholdning. For børn og barnlige sjæle underholder Sofus Sæbeboble. Han kan blæse alt fra små og til meget store sæbebobler. Den største boble, han vil blæse, er så stor, at der kan stå et menneske indeni. Han optræder med sine magiske sæbebobler, men giver også børnene mulighed for at blæse med.

For de voksne kommer Ole Gas. Han er en vaskeægte spillemand og entertainer, som ikke kun har hjertet på det helt rette sted, men som også er en af de allerbedste Kim Larsen fortolkere, vi har.

Næppe har Ole Gas forladt scenen, før Teit Samsø tager over og giver en musikalsk hyldest til Tommy og Rasmus Seebach. Teit Samsø havde hovedrollen i Fredericia Teaters succesopsætning af musicalen ”Seebach”, og han har senest deltaget i Dansk Melodi Grand Prix.

Meget symbolsk slutter hele indvielsesprogrammet om aftenen omkring kl. 22.15 med et stort musikfyrværkeri, der er komponeret til melodien ”Final Count Down”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...