Borgerforeningen og holdet bag Dronninglund Revyen afholder åben audition

DRONNINGLUND: Hvis man går med en skuespiller i maven, så får man nu chancen for at udleve sine drømme. Lørdag 13. april kl. 10 – 12 afholdes der audition til årets Dronninglund Revy. Det sker på Hjørnet i Dronninglund.

- Vi har valgt i år at give mulighed for at byde nye aktører velkomne. Det har i flere år stort set været de samme på scenen. Det har alle har leveret varen, men der skal fornyelse til, fortæller en af instruktørerne, Mads Mayer Vestergaard, og fortsætter:

- Derfor har vi i år valgt at holde åben audition. Det vil sige, at alle konkurrerer på lige vilkår, både nye og gamle skuespillere. Det eneste, man skal gøre, er at lære en tekst og en sang som sammenlagt må vare fem minutter. Man kommer ind i den rækkefølge, man er mødt op i. En af de efterfølgende dage får man svar på, om man er gået videre, fortæller Mads.

- Vores forventninger til de nye skuespillere er, at de er minimum 18 år, er gode til at lære udenad og har lyst til bryde nogle grænser og at bruge rigtig mange timer fra august til november. Man får ingen løn, men der er dog forplejning på øvedage, og der er mødepligt på alle øvedage, fortæller Heidi Vestergaard Bøgh, som også er instruktør.

Til audition vil der sidde repræsentanter fra både revyen og borgerforeningen.

- Foruden skuespillere, mangler vi også folk bag scenen. Så har man lyst til at hjælpe med at male, bygge, sy, bage/lave mad, skrive tekster, tage billeder, lave lyd, eller har man bare lyst til at give en hjælpende hånd og blive en del af et fantastisk hold, er man velkommen til at kontakte os, slutter Mads Mayer Vestergaard.

Årets revy kommer i øvrigt til at hedde ” Når revyen swinger” og har premiere 25. oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...