Karen Marie Andreasen kunne sammen med Dronninglund Gymnasium fejre 40-års jubilæum

DRONNINGLUND: Det var ikke blot Dronninglund Gymnasium, der fredag fejrede 40 års jubilæum. Det var også Karen Marie Andreasen, der var gymnasiets første lærer, da hun som 28-årig nyuddannet historiker og geograf blev ansat i 1979. Nu er hun gymnasiets første 40-års jubilar nogensinde blandt de ansatte. Der vil med sikkerhed gå rigtig mange år, før nogen slår den rekord.

Fra dag ét var Karen Marie også studievejleder og har været det lige siden. Flere hundrede elever fra Sæby, Dronninglund, Hjallerup, Hals, omegn og opland har gennem årene været omkring hendes kontor for at snakke deres problemer igennem.

- Du er der, når eleverne har brug for dig. Du kerer dig om dem, og du giver ofte den ekstra lille håndsrækning, som gør den store forskel i et ungt og skrøbeligt menneskes liv, sagde rektor Lars Jørgensen i sin tale til jubilaren.

- Du har i mange år været vores ”Brobygger-mama”, og jeg har gennem årene set utallige af de evalueringer, som bl.a. vores brobyggere skriver, når de har været på besøg hos os nogle dage. Tit har jeg mødt formuleringen ”Vi elsker Karen Marie” blandt de mange positive ting i øvrigt, som vore gæster oftest oplever her på gymnasiet. Du er kult, Karen Marie, intet mindre, fortsatte rektor.

Blandt eleverne er Karen Marie ikke bare kult, hun er også hot. Således som eleverne formulerede det på en af deres plakater, da de var til klimademonstration i Aalborg: ”Det eneste, der er hottere end kloden, er Karen Marie”.

Efter 40 års uafbrudt fortjenstfuld indsats inden for samme beskæftigelsesområde får man normalt tildelt fortjenstmedaljen, men af en eller anden grund gælder det ikke akademikere. Derfor fik Karen Marie Andreasen overrakt gymnasiets egen ”fortjenstgravering i glasplade” med et stort tillykke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...