Foreningen holder informationsmøde 7. februar

HJALLERUP: Når man umiddelbart efter at være kommet ind i Hjallerup Idrætscenter benytter trappen for at komme ned til kælderregionerne, så er der et par lokaler, som Hjallerup Samvirke tidligere benyttede som markedskontor. Det ene af lokalerne er nu udlejet til en massør, og det andet er man i fuld sving med at renovere.

Det skal nemlig bruges til den fremstormende E-sport, som her får to rækker med hver fem stationer til rådighed.

- Der er allerede lavet et HIF-udvalg, som står for vores nyeste tilbud, og her 7. februar bliver der et informationsmøde, hvor der bliver deltagelse af en konsulent fra DIG og udvalget. Det hele er sikkert klart i slutningen af februar, fortæller centerleder Jim Hermansen.

- Hjallerup er en stærk idrætsby, men vi må også have det nyeste med. Til dem, som er lidt skeptiske over, at det kaldes en sport, vil jeg sige, at det absolut en sport. Man kan ikke deltage i en intens konkurrence i E-sport, hvis man ikke er fysisk i form. Så bliver man efter et stykke tid for træt til at kunne koncentrere sig, og det er nødvendigt for at klare sig.

- Vi satser ikke på, at det skal være en gang tidsfordriv med chips og cola. Der skal virkeligt drives sport i det lokale. Til daglig vil man dyrke konkurrenceformer som CS-GO, men på længere sigt også LOL, Fortnite og FIFA. Men derudover kunne man godt lave aftaler om børnefødselsdage eller polterabend under fast opsyn. Det hele kommer til at koste omkring 250.000 kr., og deraf går omkring halvdelen til udstyr. Der bliver monteret overvågning og alarm på lokalet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...