På Klokkerholm Skole er man godt i gang med at etablere nye toiletter til eleverne. De yngste har fået deres, mens man i overbygningen må vente til efter juleferien

KLOKKERHOLM: De to sæt toiletter ude i skolegården på Klokkerholm Skole stammer helt tilbage til, da skolen blev bygget i 1956. Det er begrænset, hvad der er lavet af forbedringer ved dem, så man kan godt forestille sig, at standarden efterhånden er uacceptabel - for nu at sige det diplomatisk.

Men nu behøver eleverne ikke at holde sig, til de kommer hjem, for nu er der indrettet nogle fine nye indendørs toiletter - i første omgang for de yngste elever. Et sæt for enden af den blå gang for 4., 5. og 6. klasse og et sæt i den ”nye” afdeling for 0., 1., 2. og 3. klasse.

Indvielsen fandt sted, hvor den blå gang går over i den ”nye” afdeling, og skoleleder Helle Faber og pedel Svend Olsen stod for det. Med gangen så godt som fuldt besat med elever fortalte Helle Faber om de tussegamle toiletter og byggeriet af de nye. Hun oplyste, at efter juleferien er nye toiletter oppe på første sal klar til brug for 7., 8. og 9. klasse.

Efter Helle og Svends overklipning af det obligatoriske bånd begge steder, var der lidt godt at spise og drikke, og Klokkerholm Skole er nu ikke længere med i gruppen af skoler med ulækre toiletter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...