Julemarked på Dronninglund Kunstcenter bød på lidt af hvert

DRONNINGLUND: Græsløg, hjemmelavet malizzano og garam masala var blot nogle af de eksotiske produkter, man kunne købe, da Dronninglund Kunstcenter i sidste uge holdt julemarked over to dage.

Begge dage var der stor aktivitet med workshops i kælderen, hvor der var mulighed for at lave juledekorationer, pileflet, papirfoldning og så den nye trend med at lave planteplaneter.

Ud over det store marked med etniske specialiteter fra Unifood Import A/S var der en række små stande, hvor man kunne beundre og købe vævede produkter, hatte, smykker og tæpper og hynder lavet af kasseret materiale.

En fast tradition i forbindelse med Kunstcentrets julemarked er det populære bankospil, som Venneforeningen afvikler i Caféen, efter at de mange gæster har indtaget en større julemenu med musikledsagelse af Per Holme. Det er en hyggelig tradition, som mange hvert år ser frem til.

Også i Galleributikken blev der julet, og det gør det lige frem til jul med masser af tilbud på fine og søde nisser og mange spændende tilbud til værtindegaver og julegaver.

Med julemarkedet har julestemningen for alvor indfundet sig på Kunstcentret, og det er slet ikke slut endnu. Lørdag 8. december kommer Kulturskolen og giver en julekoncert, ligesom der her vil være luciaoptog, og søndag 16. december udtrækkes vinderne i det store julelotteri. Det foregår i Caféen, hvor man også kan hygge sig med gløgg og æbleskiver.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...