Anderledes uddannelsesvejledning på Klokkerholm Skole

KLOKKERHOLM: På Klokkerholm Skole fik man besøg fra organisationen Det Blå Danmark, som arrangerede en brætspilsturnering for eleverne i 8.-9.-klasserne. Gamemasteren fra organisationen styrede spillet, som også gik ud på at informere eleverne om de forskellige jobkategorier inden for søfartsorganisationen Det Blå Danmark og i det hele taget udvide elevernes maritime horisont.

Spillet foregik på den måde, at de enkelte hold i konkurrence med de andre hold skulle sørge for at få deres last tværs over "de syv have". Her skulle de tage hensyn til såvel forbrug af olie som økonomi.

Spillet foregår i denne tid landet rundt, og vinderholdet fra Klokkerholm skal nu ud i en ny konkurrence om at kvalificere sig til at komme med til finalen, som foregår i København.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...