Dario Campeotto kan i år fejre 60-års jubilæum, og det gør han med en turné, der bragte ham til Dronninglund

DRONNINGLUND: Der var naturligvis fuldt hus, da den 80-årige sanger og entertainer Dario Campeotto i fredags optrådte på ”Hjørnet” i Dronninglund. Den erfarne sanger er på sin 60-års jubilæumsturné med kapelmester Mickey Pless ved klaveret.

Sammen ankom de i god tid inden showet for at forberede sig.

- Man skal være lidt nervøs inden en optræden, sagde han, mens han gjorde sig klar.

- Der skal være lidt nerver, for der sidder jo forventningsfulde gæster, man ikke må svigte. Så man går frisk og frejdig til den. Jeg er meget ydmyg over, at jeg har fået lov at være med i så mange år. Da jeg var ung, var vi ikke så mange solister som i dag. Dengang skulle man jo også kunne synge for at være med, sagde han med et stort smil.

Han kom til Danmark sammen med sine italienske forældre i en ung alder.

- Det var kun meningen, vi skulle være her et par år, men mine forældre faldt for landet, og så blev det til mange år. Min far var operainteresseret og sendte mig til sangundervisning. Han ønskede, at jeg gik operavejen, og det ville jeg egentlig også gerne, men så vandt jeg Melodi Grand Prix i 1961, og så skete der en masse. Jeg tog dog til Milano for at hilse på en maestro. Ham sang jeg for, og han roste min stemme, men han fortalte også, at der i Italien var at hav af unge og meget dygtige sangere, som ikke kunne komme videre, da der var for mange af dem. Så spurgte han mig om, hvordan min kalender så ud, og jeg kunne svare, at den var fuldt booket hele 1961. Herefter anbefalede han mig at rejse hjem med ro i sindet og fortsætte den vej, fortalte Dario Campeotto og fortsatte:

- Jeg havde masser af jobs, men så fik jeg det råd af Volmer Sørensen, der var en kendt TV-vært, at jeg ikke skulle synge pop, men i stedet musicals. Det var noget nyt dengang. Det, tror jeg, reddede mig og min karriere. Jeg startede på Odense Teater i musicalen ”Pajama Game”, og senere kom jeg på Amager Scenen med ”Sound of Music”, og hvad de nu hed alle sammen. Det var min genre. På den måde fik jeg også smagt den søde kløe af opera, fortæller Dario Campeotto efter 60 år i branchen.

- Det er mange år, og når jeg har klaret så mange, skyldes det nok, at min filosofi altid har været, at hvis man leverer varen, så skal man nok blive engageret igen. 60-erne var en hård tid i branchen, for der blev virkelig drukket igennem. De fleste musikere og sangere havde et voldsomt alkoholforbrug, men det prøvede jeg at holde mig væk fra. Min mor kørte mig meget hårdt af kærlighed og advarede mig hele tiden mod at falde i. Jeg fulgte heldigvis hendes råd. Det er derfor, jeg står her i dag, mens alle andre er faldet fra. Der er jo ingen på min alder, som fortsat er aktive. Det er jeg min mor taknemmelig for. Hun var den skrappe. Min far syntes bare, at det hele var yndigt og evigt grønt, sagde Dario, der bestemt ikke har planer om at stoppe.

- Det er selvfølgelig et spørgsmål om det helbredsmæssige, men her har jeg været heldig. Jeg kan godt blive lidt skræmt, når jeg ser, hvor mange koncerter jeg skal give på denne jubilæumsturné, men de er heldigvis spredt ud over året med pauser imellem. Jeg kan ikke lade være, for jeg synes jo, det er sjovt, og så længe, der er folk, der vil høre mig, og så længe jeg kan huske teksten til ”Angelique”, bliver jeg ved, sagde Dario Campeotto, inden han gik på scenen på ”Hjørnet” i Dronninglund for at aflevere sit show, der indeholdt masser af de kendte melodier krydret med en række anekdoter fra et langt liv i showbiz.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...