Trylleri og magi var temaet, da Dronninglund Skole holdt skolefest

DRONNINGLUND: Det var et bombardement af alle sanser, der mødte de mange gæster, der deltog i festen på Dronninglund Skole forleden. Det var der som altid mange, der gjorde, for når en skole med så mange elever og så mange forældre inviterer til fest, så bliver der trængsel, Og det var der, Overalt var der mennesker, der skulle rundt i de mange klasser for at se, hvad der skete, og hvad eleverne havde fundet på.

I et af lokalerne var der trylleri, hvor eleverne underholdt med en række korttricks og andre magiske overraskelser. Der var karaoke-fest, og man kunne få UV-kropsudsmykninger.

Midt på aftenen var der modeshow, hvor eleverne gik catwalk i de mest fantasifulde kostumer, der længe er set. De havde selv kreeret dem, og publikum kunne stemme på de flotteste udklædninger. Det var næsten umuligt, men der blev dog fundet en vinder, men alle havde fortjent prisen.

I hal 1 og 2 var der mørkehockey og fun-center, og i kælderen opførte eleverne musicalen ”Jyllingevej”.

Det var virkelig en magisk aften, hvor der var så meget at kigge på, at det næsten var umuligt at nå det hele. Man var også nødt til at sætte sig ned og nyde en kop kaffe undervejs i en af de mange kageboder og små caféer, der heldigvis var placeret rundt om på skolen. Her kunne man samle kræfter, inden man begav sig videre rundt. For rundt skulle man. Så spændende var det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...