Musikeren Billy Cross har spillet med de helt store navne som Bob Dylan og Meat Loaf

DRONNINGLUND: Når Dronninglund Kunstcenter og Dronninglund Borgerforening til sommer går sammen om at afholde en stor udendørs aftenkoncert, bliver det med et af de helt store navne inden for musikverdenen. Det er musikeren Billy Cross, der vil optræde med sit band.

Igennem snart 40 år har den musikalske New Yorker med den karakteristiske guitarlyd optrådt, og han har stadig en stor plads i danskernes musikalske hjerte. Det skyldes ikke mindst, at han formår at formidle det bedste fra forskellige musikalske verdener fra Blues til Rock og fra New York til Dronninglund. Få kan som Billy Cross levere et liveshow, som både indeholder beskidt sydstatsblues, når det er allerbedst, og klichéfri Rock’n’Roll som vor herre skabte den.

Billy Cross har arbejdet sammen med mange af de store inden for musikbranchen. Han har således arbejdet sammen med bl.a. Meat Loaf, og han var medlem af Bob Dylans band fra slutningen af 1977 til foråret 1979. I denne periode indspillede Dylan i 1978 en live-lp, ”At Budokan”, hvor Cross medvirker, som han også gør på Bob Dylans efterfølgende studie-lp ”Street Legal”.

Billy Cross indtager scenen i Dronninglund med et repertoire bestående af nye sange, highlights fra fire solo-cd’er, klassikere fra Delta Cross Band, og ikke mindst flere meningsfyldte afstikkere til hjemlandets klassiske rocksange. Han møder op med et fantastisk band bestående af nogle af Danmarks bedste rock musikere.

Koncerten foregår på scenen i Skulpturgården fredag 14. juni, og man kan allerede fra 1. marts bestille billetter over nettet på Kunstcentrets og borgerforeningens hjemmesider. Her kan man også bestille spisning inden koncerten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...