Børnene i Børnehuset Himmelblå i Dronninglund fik besøg af et Safari Show

DRONNINGLUND: Børnene grinede, jublede og sang med, da Børnehuset Himmelblå i Dronninglund fik besøg af et ”Safari Show” med skuespilleren Søren Brynjolf. Han forstod virkelig at fange børnenes opmærksomhed med en forestilling, hvor han spillede en række forskellige instrumenter og sang til. Desuden havde han to aber og en tiger med! Dem lagde han stemme til, for der var nemlig tale om dukker. Børnene jublede af begejstring over showet.

- Vi har vundet showet, kunne Britt Hundevad fra institutionen fortælle.

- De ældste børn i Himmelblå deltog i september måned i en undersøgelse fra Børnerådets Minibørnepanel. Den handlede om en god dag med de voksne i børnehaven. Børnenes svar har givet et unikt indblik i deres oplevelser i børnehaven. Der var 1200 børn, der på landsplan deltog i undersøgelse. Vi var så heldige her i Himmelblå at blive udtrukket i en konkurrence, som var en del af undersøgelsen. Gevinsten var Safari Showet, og det var en stor succes, slutter Britt Hundevad.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...