En kopi af kunstneren Erik Hagens imponerende vægmaleri udgangspunkt for spændende undervisning

DRONNINGLUND: I Esbjerg har kunstneren Erik Hagens i 2003 lavet et 40 meter langt vægmaleri på UC SYD. Kunstneren har brugt Bibelhistorien som påskud til at male det nutidige, danske samfund. Værket, kaldet ”Esbjergevangeliet”, er så stort, at når man står ved begyndelsen, kan man ikke se slutningen. Udgangspunktet er Paradisets Have, midt i billedet bliver Jesus født, og det ender med et påskemåltid 40 meter længere henne.

Folkekirkens Skoletjeneste i Brønderslev Kommune har i fællesskab med skolekirketjenester i hele landet fået lavet en lidt mindre udgave af Esbjergevangeliet. Det har en størrelse, så man kan transportere det rundt til bl.a. skoler og bruge det som udgangspunkt for undervisning. Det imponerende maleri har netop været på besøg på Dronninglund Skole, hvor det af skolekirkemedarbejder Pia Uth er blevet brugt i undervisningen.

- Det er spændende som undervisningsmateriale, og selv om jeg har brugt det i flere år, finder jeg hele tiden nye detaljer. Det er virkelig et interessant værk, og det sætter nogle tanker i gang hos eleverne, siger Pia Uth.

Det er en moderniseret bibelhistorie, Erik Hagens fortæller. Det begynder i Paradis, men kunne lige så godt tage sin begyndelse i enhver barndom og være historien om et livsforløb. Det sætter tanker i gang, og det stiller spørgsmål. Det er jo i virkeligheden et godt udgangspunkt for enhver samtale og undervisning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...