Lørdag og søndag er der fokus på byen gennem 100 år

FLAUENSKJOLD: På lokalhistorisk Arkiv i Flauenskjold kan man 9. og 10. november se en udstilling, der sætter fokus på byen gennem 100 år.

Arkivet har fundet materialer, som igennem årene er indleveret, registreret og bevaret. Der vil derfor være mange billeder suppleret med tekst, som fortæller, hvordan folk har levet og indrettet sig i Voer Sogn.

Udstillingen illustrerer, hvad borgerne har levet af, hvad de har brugt fritiden på, og fortæller om de begivenheder og institutioner, som har præget hverdagen. Udstillingen viser også, hvordan borgerne ved fælles indsat har været i stand til at forme og udvikle lokalområdet.

Trods arkivets beskedne rammer på Flauenskjold Skole rummer det masser af interessante ting.

- Flauenskjold er et spændende sted, se nu bare det truthorn, vi har hængende, siger Birger Skovholm.

- Takket være det fandt vi ud af, at Flauenskjold har haft et helt orkester engang. Det er bare en af de spændende historier. Under krigen var der nedkastningsplads lige uden for byen, så det har altid været en aktiv by. Når man følte sig mishandlet af politikerne, og det gør man jo nemt i de små samfund, så har man altid stået sammen. Det var en aktiv by med 21 butikker på et tidspunkt. Nedturen kom, da man byggede omfartsvejen og ledte trafikken uden om byen. Så døde købmanden, bageren og meget af livet i byen. Byen gav dog ikke op, for borgerne stod sammen. På den baggrund fik vi hallen, vi fik en vindmølle sat op og lavede forsøg med solbærdyrkning på en stor gård, fortæller Birger Skovholm. Der også som eksempler på den aktive by nævner kroen, der er kommet på borgeraktier, ligesom købmanden er blevet købt af byen.

- Der har altid været gang i byen, for der har altid været nogle ildsjæle, der har sørget for, at der skete noget, slutter Birger Skovholm, der er en af de mange frivillige medarbejdere i arkivet.

På lørdag er det Arkivernes Dag, der er en landsdækkende begivenhed.

Det er i den forbindelse Flauenskjold Lokalhistoriske Arkiv inviterer lokalbefolkningen ind for at se, hvad arkivet rummer. I Flauenskjold holder man åbent hus både lørdag og søndag fra klokken 10.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...