Spændende udstillinger og fine kulturelle arrangementer trak rekordmange gæster til

DRONNINGLUND: Kort før jul kunne Dronninglund Kunstcenter slukke og lukke for udstillingsåret 2018, der har været et af de bedste, siden stedet genåbnede i 2002.

- Det har været et vældigt godt år for Kunstcentret med spændende udstillinger, gode kulturelle arrangementer og over 10.000 besøgende med en deraf følgende god økonomi. Også antallet af frivillige, der er stedets livsnerve, er vokset, lyder det fra formanden, Peter Hvid Jensen, i det nyhedsbrev, der netop er udsendt.

- I 2018 indviede vi vores flotte, nyrenoverede skulpturgård tegnet af arkitekter fra C.F. Møllers Tegnestue. Det er tanken, at der her løbende skal være udstillinger af skulpturkunst. I øjeblikket udstiller kunstnerne Peter Hesk, Paul Randslet, Asger Kristensen, Henrik Voldmester. Foran huset på parkeringspladsen kan man opleve værker af Jan Agerbo, Jørn Hansen og Stinne Teglhus, fortæller Peter Hvid, der også fremhæver nogle af årets højdepunkter.

- Den største begivenhed var sommerens store skulpturudstilling og de tilhørende symposier, der blev afviklet i samarbejde med Dansk Billedhuggersamfund med billedhugger Stinne Teglhus i spidsen. Den har virkelig sat os på det kulturelle landkort, fastslår Peter Hvid Jensen, der understreger, at man også i 2019 forsøger at inddrage de unikke naturomgivelser i udstillingsvirksomheden i sommermånederne.

Udstilling før påsken i år

Kunstcentret holder nu vinterlukket frem til 17. marts, hvor der er fernisering på den første af seks spændende udstillinger i huset.

Normalt starter udstillingsåret med den velbesøgte Påskeudstilling, men da påsken falder meget sent i år, er der puttet en udstilling ind inden påsken.

Ud over udstillingerne vil der også i 2019 være andre kulturelle tilbud som foredrag, stor udendørs koncert med Billy Cross og Maratonsangdag. Året afsluttes med fire ugers ”Jul på Kunstcentret” med masser af aktiviteter.

Programmet for årets udstillinger og andre kulturelle begivenheder vil kunne ses på hjemmesiden ultimo januar.

Ændringer i og udenfor huset

Kunstcentret er vinterlukket, men der arbejdes alligevel ihærdigt på forskellige ændringer i og uden for huset.

Butiksområdet udvides, så der bliver endnu mere plads til de mange spændende varer, og så fortsætter Kunstcentret i 2019 med at forskønne omgivelserne.

Nu er det forpladsen og arealet ned mod parkeringspladsen, der står for tur. Arkitekterne kommer også denne gang fra C.F. Møllers tegnestue, og finansieringen stammer atter i hovedsagen fra RealDania.

- De kulturelle tilbud i Aalborgområdet vokser og vokser i disse år og dermed også konkurrencen om de besøgende. Vi har en stærk tro på, at Dronninglund Kunstcenter har en solid og betydningsfuld fremtid i dette voksende kultur- og udstillingsbillede. Vores særlige styrkepositioner er Kunstcenterets særegne arkitektur, kunsten, stemningen på stedet og ikke mindst vores unikke naturomgivelser, som vi med sommerens erfaringer vil inddrage meget mere i vores udstillingsvirksomhed i de kommende år, slutter bestyrelsesformand Peter Hvid Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...