Hjallerup Musikforeningen inviterede knap 300 gæster til en stor koncert oplevelse

HJALLERUP: Hjallerup Musikforening kunne i fredags byde velkommen til en næsten fyldt sal.

Tæt ved 300 gæster var klar til en koncertoplevelse med Rugsted og Kreutsfeldt, der var mødt op med et ungt band, der gav den gas. Bandet har tidligere gæstet Hjallerup Musikforening med stor succes.

Rugsted og Kreutsfeldt er nogle af Danmarks mest erfarne musikere, og med deres rustne stemmer fra mange års optræden gav de det ene hit efter det andet. Der blev sunget og klappet i takt, da det veloplagte band og specielt Jens Rugsted gav underholdning i topklasse. På toppen af kransekagen spillede de numre, de har skrevet til andre blandt andet Burhan G ”Jeg’ i live”, Lis Sørensen ”Du tænder lys” og Sanne Salomonsens ”Kærligheden kalder”. Velkendte sange, som alle kunne synge med på, og som mange kobler minder op på.

Bestyrelsen fra Hjallerup Musikforening var tilfredse med et vellykket arrangement, der igen blev afviklet i et samarbejde med Hjallerup Kro, der stod for koncertmenuen.

Dagen efter stod bestyrelsen klar med frokostjazz i Kulturhuset, som endnu engang kunne byde 70 gæster velkommen til frokost og jazzmusik.

Næste koncert er allerede 15. november. Det bliver med det unge band ”In lonely Majesty”. De spiller en blanding af irsk folkemusik og lidt indyrock, og det er altsammen velklingende og velkomponerede melodier og sange.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...