Flere hundrede forældre, bedsteforældre og søskende mødte op før at se de kommende studenter danse lancier

DRONNINGLUND: Det var et smukt syn, da omkring 130 elever fra Dronninglund Gymnasium parvis og i takt til bragende klapsalver marcherede ind på dansegulvet for at indlede årets gallafest 2019 med en fejende lancier foran flere hundrede forældre, bedsteforældre, søskende og venner i en totalt fyldt hal.

Eleverne havde i ugerne op til festen trænet ihærdigt på dansen, og nu kom belønningen. Det var med en lidt forslidt kliche fejende flot og festligt. Efter dansen blev der taget tusindvis af billeder af de kommende studenter, der til dagens anledning havde det helt store skrud på. Når klæder er elegante, skal man også ankomme ”elegant”. Mange af eleverne kom således i sportsvogne, limousiner eller store, gamle amerikanske biler.

Efter dansen og fotograferingen var der gjort klar til den helt store gallamiddag, hvor 30 tjenere, alle 1. og 2.g elever, stod klar til at servicere gæsterne. Skolen var smukt pyntet op, og alle bordene var dækket på sofistikeret vis efter de enkelte klassers ønske. Så gik festen ellers i gang med den store tre retters menu, hvor der mellem retter også blev ”serveret” taler.

Rektor Lars Jørgensen causerede muntert over årets gang for de kommende studenter, og senere var der lærertale af lektor Ole Bjørn. Endelig sluttede den officielle del af talerne af med elevtalen, der i år var lagt i munden på den tidligere elevrådsformand, Asger Koefod, og næstformanden, Niels Peter Borup, 3a. Den tale vakte vild jubel.

Senere fulgte en række mere improviserede taler fra eleverne, og så sluttede festen kl. 01 med tre ventende busser, der kørte næsten alle til Aalborg, hvor der blev festet videre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...