Såvel fernisering med en kendt fynsk kunstner og påskeudstillinger med royale indslag præger ugen op til og hele påsken på Dronninglund Slot

DRONNINGLUND: Peter Thomsen fra Galleri 5000 i Odense har ved flere lejligheder besøgt Dronninglund Slot og afholdt ferniseringer og salgsudstillinger. Det sker igen lørdag 13. april, hvor Helle Scheffmann er kunstneren. Hun udstiller oppe på Den Røde Gang og i Den Grønne Salon, mens Peter sideløbende hermed har en salgsudstilling i Slotskælderen.

Helle Scheffmann er oprindeligt uddannet som litograf. Senere har hun suppleret denne uddannelse på Det Fynske Kunstakademi og ved studier i kunsthistorie på Københavns Universitet. I flere omgange har hun undervist i billedkunst på f.eks. gymnasier og højskoler. Ved siden heraf er hun en meget brugt bladtegner i mange forskellige medier.

- Jeg leder efter ånden. Hvad er typisk for netop det hus eller den bygning, jeg står og kigger på, fortæller Helle, og dermed røber hun også, at netop arkitektur er en af de største inspirationskilder for hende. Et godt eksempel herpå er det store maleri, som hænger i den grønne salon, og hvor motivet er palæerne omkring Amalienborg Slotsplads og Marmorkirken. Påskeudstillingen løber hele påsken.

Påsken på slottet

Fem dage efter ferniseringen starter påskearrangementerne på Dronninglund Slot på alle påskedagene, hvilket altså vil sige skærtorsdag, langfredag, påskelørdag, 1. og 2. påskedag. For at begynde med det spiselige, så er der mulighed for at få påskefrokost midt på dagen, kaffe med hjemmelavet kage om eftermiddagen og påske aftenmenu om aftenen.

Rundt omkring på slottet er der udover den ovenfor nævnte maleriudstilling nogle specielle udstillinger i slottets sale. De bliver ekstra royale, idet f.eks. dronning Silvias påskedug og kostumer kreeret af dronning Margrethe indgår heri.

Lidt i stil med arrangementerne op til jul, så har man besøg af kendte og særdeles kompetente designere som Aura og Louise Dorph samt medvirken af Georg Jensen Damask, Holmegaard, Rosendahl, Georg Jensen, Lyngby Porcelæn, Vodskov Bolighus, Panduro og Lyngby Glas.

Aura vil sammensætte et påske-univers inspireret af ”Alice i Eventyrland” bl.a. ved hjælp af en svævende pastelfarvet sky med blomsten brudeslør, 200 balloner, dronningemandler, musik og eksklusivt interiør.

Louise Dorphs påskedrøm kalder hun en ”Hyldest til vores kreative dronning”. Hun har valgt slottets Dronningesal med et stort bord i den centrale del af rummet, hvor den ene halvdel skal være et arbejdsbord, hvor påske-kreativitet synliggøres af bl.a. gækkebreve og tegninger. Den anden del af bordet vil blive dækket op med Prins Henriks vin fra Château de Cayx samt smukt service. Der vil være et staffeli med smukke tegninger på. Den største gevinst er dog, at der i salen vil være en udstilling af kostumer, balletsko, kjoler og sandelig også det blå bånd til Elefantordenen. Rigtigt mange af tingene er kreeret af dronning Margrethe. Tingene er udlånt af Det Kongelige Teater.

Nanna Henriette Høgsbro er selvfølgelig også blandt de medvirkende interiør-skabere. Nanna har lagt vægt på Dronninglund Kirke, som hænger sammen med slottet samt påsken. Derfor laver hun et ”Påske, Kirke, Kaffe bord”, hvor hun vil bruge en ny dug fra Georg Jensen Damask, ”Dronning Silvias Påskedug”. Den er designet af den svenske dronning Silvia i samarbejde med den danske designer Diana Holstein. Den er damaskvævet i 100% egyptisk bomuld. Dugen blev vævet i anledning af dronningens 60-års fødselsdag, og noget af overskuddet går til World Childhood Foundation, som bekæmper overgreb mod børn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...