De næste par uger bliver der travlt på Dronninglund Slot. Først med en fernisering med billeder på Den Røde Gang og blot fem dage senere starter serien af valentinsdage

DRONNINGLUND: Peter Thomsen fra Galleri 5000 i Odense har flere gange været på Dronninglund Slot med spændende kunstværker. Ferniseringen lørdag 9. februar 14-17 er dog helt speciel, idet alle de 25 billeder er malet af Jørgen Geisted, og begivenheden hedder ”Musikalske malerier”. Det er i anledning af Jørgen Geisteds 70-års fødselsdag, og der leves op til titlen på udstillingen med jazz ved Søren Lundby på piano og Villy Mosegaard på saxofon.

Udstillingen af Jørgen Geisteds malerier finder sted i den smukke og nyrenoverede Røde Gang. Jørgen har været et fremtrædende medlem af gruppen Dansk Figuration, og Peter Thomsen karakteriserer ham således:

- Han er den mest autentiske kunstner, jeg kender. Så det bliver spændende at se, om man er enig med galleriejeren. Imens man snakker med ham om det, kan man nyde et let traktement, som Jørgen Geisted er vært ved. Udstillingen kan i øvrigt ses frem til 10. april - efter aftale.

Valentinsdagene

Fem dage senere byder Dronninglund Slot på endnu et spændende arrangement. Det drejer sig om festligholdelsen af Valentinsdagene fra torsdag 14. og frem til søndag 17. februar. På Valentinsdagene bliver slottet pyntet romantisk op, og en overdådig valentinsmenu er under forberedelse og vil blive serveret fra kl. 18 i restaurant Prinsesse Sophie Hedevig.

I øvrigt har netop denne restaurant fået en fin placering i en stor konkurrence, som Nordjyske arrangerede sidste år. Fire ud af fem gafler blev det til, og der var kun to steder i Midt- og Østvendsyssel, som opnåede denne flotte placering, og Dronninglund Slot var det ene af dem.

Udover at spise i restauranten kan man i Valentinsdagene gå en tur rundt og beundre værelsesgangen og nogle udstillingssuiter, som bliver indrettet og udsmykket af Vodskov Bolighus og Georg Jensen Damask. Trine Louise fra LowLiving.dk, som er en kendt og ofte benyttet stylist og boligekspert, vil stå for udsmykningen i gangen under betegnelsen ”Eventyrskoven”. Også restauranten bliver pyntet romantisk op. Det er designeren Louise Dorph som står for det, og hun har planer om at lave små universer på hvert bord, så gæsterne kan gå på opdagelse i bordopdækningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...