Propperne sprang, da Hjallerup Musikforening fejrede det nye år med en stor koncert

HJALLERUP: Knap 400 mennesker mødte op, da Hjallerup Musikforening inviterede til nytårskoncert i Hjallerup Idrætscenter. Det var også i år lykkedes at formå Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Fredrik Burstedt til at stille op med et festligt program bestående af kendte og elskede numre, som de fleste holder af og kan nynne med på.

Musikken var lige efter bogen. Lidt Strauss den yngre, lidt Vehar og lidt Verdi er vel ikke til at komme udenom til en nytårskoncert, hvor sopranen Elise Caluwaerts og tenoren Peter Lodahl lagde stemmer til de smukke oprettetoner.

Efter pausen kom der lidt af en overraskelse, idet orkestrets cellist, Vincent Dsatdlmair, havde skrevet en vrinskende galop, Hjallerup Galoppen, til den tilbagevendende tradition i Hjallerup. Stykket gav mange associationer til byens marked med hestevrinsk, gøglermusik og glade tivolitoner.

Som noget nyt og spændende bød aftenen på et samarbejde med de lokale kor, Klokkerholm Koret, Hjallerup Koret og sangkoret Limfjorden, med i alt 86 korsangere. De fremførte i samarbejde med Aalborg Symfoniorkester på smukkeste vis Ave Verym Corpus af Mozart. Korene sang også nummeret Anthem fra musicalen Chess.

- Det var smukt at se, hvordan lokale amatørstemmer i samarbejde med et topprofessionelt symfoniorkester kan vokse til noget helt særligt, fortæller Charlotte Hove, formand for Musikforeningen.

- Vi fik de traditionelle afslutningsnumre med først Johan Strauss den ældres Radezkymarch, hvor publikum fik hjælp til at klappe på de rette steder, og til sidst Carl Nielsens Champagnegalop, hvor orkestrets medlemmer for alvor slog gækken løs med nytårspynt og champagneglas, fortæller hun og fortsætter:

- Vi er i Hjallerup Musikforening stolte over igen at kunne præsentere klassisk musik fra den øverste hylde i Hjallerup til trods for, at konkurrencen er stor fra det flotte Musikkens Hus. Med stor opbakning fra nær og fjern er vi overbeviste om, at nytårskoncerten vender tilbage næste år, udtaler Charlotte Hove.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...