Tyske brødre har været på besøg på Dronninglund Slot, hvor de var flygtninge i 1945

DRONNINGLUND: - Vi havde en god tid på Dronninglund Slot. Bagefter kan vi godt se, at det var primitivt og særdeles trangt, men vi var to drenge på ni og femten år, som fik nok at spise, og som kunne lege ude i den store park med de andre jævnaldrende tyske børn. Bedst af alt var det, at vi her var trygge her i modsætning til der, hvor vi kom fra.

Danzig

Ulrich Gustav og Otfried Ulrich begge med efternavnet von Kries tænker 73 år tilbage og mindes deres ophold som flygtningebørn på Dronninglund Slot. Det startede marts 1945, og stedet var Danzig, der hedder Gdansk i det nuværende Polen. Her levede de sammen med deres mor med frygt for russerne, som stod lige udenfor det, som oprindeligt var fristaden Danzig. Hver dag lød der bombedrøn, og borgerne i staden var så godt som lammet af frygt. Deres far var soldat og endte i krigsfangeskab.

Flugten over Østersøen

Efterhånden blev forholdene så utålelige, at de planlagde at flygte. Men de var ikke de eneste, som havde fået den tanke, og den eneste flugtvej var over Østersøen. Så de søgte ned til havnen i håb om at komme ombord på et af de skibe, som sejlede mod nord. Det blev til et ubehageligt ophold på havnen i Danzig i flere dage, inden det lykkedes at komme ombord på et tidligere fragtskib, som sejlede i en zig-zag-kurs op gennem Østersøen for at undgå de russiske u-både, som torpederede alle de skibe de fik øje på. Adskillige skibe med flygtninge fra Østpreussen og Danzig blev sænket sammen med deres last af store antal flygtninge.

Tværs igennem landet

Endelig nåede de København, hvor de af den tyske Værnemagt blev stoppet ind i et tog, som kørte gennem det meste af landet uden at stoppe, før det kom til Østervraa. Her blev flygtningene delt og transporteret til forskellige steder, hvor de blev indkvarteret. Omkring 600 af dem - heriblandt Ulrich og Otfried - blev transporteret til Dronninglund Slot, hvor de blev indkvarteret.

Senge overalt

Der gik kun ganske kort tid, før så godt som al gulvplads på slottet var dækket af senge. Det eneste sted, hvor det ikke var tilfældet, var et lokale i det sydvestlige hjørnetårn, som blev benyttet til administration og andre fælles aktiviteter.

Ulrich, Otfried og deres mor blev i første omgang placeret oppe på loftet i østfløjen. Senere blev de flyttet ned i et af lokalerne i hjørnetårnet, som blev delt op med forhæng, således at der kunne bo fire familier der.

En god tid på slottet

- Det var egentlig en god tid for os på slottet. Vi var to drenge, som ikke tog de trange forhold særligt tungt. Der blev fyret med brænde fra skoven og senere suppleret med tørv, og vores mor og andre af kvinderne lavede mad til os i slottets køkken. Vi har ikke på noget tidspunkt sultet. Dertil kom, at vi børn kunne lege i den store park. Alt i alt var det efter vores mening en god tid, hvor vi boede på Dronninglund Slot. Hvis vi skal nævne en enkelt mindre ubehagelighed, så var det, at det tøj, vi havde på, da vi forlod Danzig, blev ikke skiftet, og da vi jo begge var i voksealderen, begyndte det efterhånden at stramme, siger brødrene i munden på hinanden og ler højt.

Utøj

- Selvfølgelig så der helt anderledes ud i forhold til nu, fortalte Otfried, og han skyndte sig at tilføje:

- Det ser jo helt fantastisk flot ud her på slottet nu, faktisk helt fornemt.

Brødrene har overhovedet intet at udsætte på opholdet på slottet, men de fortæller dog, at der vrimlede med utøj i form af lus og lopper.

- De kravlede ligefrem op ad væggene, husker de.

Med mellemrum blev dørene klistret til, og så blev der gasset. Det hjalp et stykke tid, men så kom utøjet tilbage.

Ordnung muss sein

Da de ankom til slottet marts 1945, var det den tyske værnemagt, som sad på slottet, men fra maj 1945 overtog modstandsbevægelsen det. Dog blev Hauptmann Winther og hans næstkommanderende tilbage, og de blev sat til at lede slottet som flygtningelejr sammen med repræsentanter for modstandsbevægelsen. Ulrich og Otfried har kun den bemærkning til dette vagtskifte:

- Så længe værnemagten havde ansvaret alene, så var der mere system i det, siger de efterfulgt af et latteranfald.

Den gamle kirkegård

Det var dog ikke alle flygtningene på slottet, som havde det så fortrinligt som brødrene. Der var flere svagelige imellem, og der forekom selvfølgelig flere dødsfald. De døde - i alt otte voksne og tre børn - blev begravet på den gamle kirkegård ved Lunderbjerg, da man mente, at kirkegården ved kirken var overbelagt. En påstand som senere er blevet afkræftet.

Første jul i frihed

Apropos kirken, så fortalte Otfried og Ulrich med stor begejstring, at den første jul i fred og frihed var julen 1945, hvor der bl.a. blev afholdt en gudstjeneste på tysk med en tysk præst og organist. Det var i øvrigt den eneste gang, de var i kirken. Deres mor underviste børn og unge i kristendom i lokalet i det sydvestlige tårn. Ellers var der skolegang i en barak ude i parken.

Flytning til Aalborg

Allerede fra slutningen af 1944 var tyske flygtninge fra Danzig og Preussen begyndt at strømme til Danmark. De tyske flygtninge udgjorde i 1945 omkring 5 procent af befolkningstallet i Danmark, og der er flere beretninger om ubehagelige episoder fra dansk side overfor flygtningene. De sidste tyske flygtninge rejste hjem til Tyskland i 1949. Efter omkring et år blev flygtningene på slottet flyttet til en større opsamlingslejr i Aalborg. Her lykkedes det at få en brevveksling i gang med deres far, som var blevet løsladt fra krigsfangeskab, og som opholdt sig i Stuttgart i den engelske zone.

Nostalgische Reise

Men i det store billede var opholdet på Dronninglund Slot lidt af en positiv oplevelse - specielt for de to brødre. Så da de blev enige om at ville foretage en "Nostalgische Reise", så var der ikke tvivl i deres sind: Den skulle selvfølgelig gå til Dronninglund Slot. Dagene på det nuværende slot bekræftede deres indtryk fra for 73 år siden, og ved afrejsen til henholdsvis Warnsdorf ved Lübeck og Illertissen ved Bayern udtalte de, at de altid vil mindes denne oplevelse.

En positiv historie

De første ejere af Dronninglund Slot efter den tyske værnemagt, flygtningene og Jordlovsudvalget var fra 1951 Marie Elisabet og Harald Høgsbro, og de nuværende ejere er faktisk Nanna Henriette Høgsbro og Carl Christian Pedersen. Slottet er således kommet tilbage til familien Høgsbro, som er meget interesserede i slottets historie og de mennesker, som i kortere eller længere tid har levet der. Brødrene von Kries snakkede en hel del med familien om den forholdsvis korte periode, de var på slottet, og Nanna Henriettes storesøster, Merete Høgsbro, havde også lejlighed til at udspørge dem om deres ophold i 1945/46:

- Det var uhyre interessant at høre, og det er bestemt en særdeles positiv historie, som vi må bevare i vores familie, fortæller en begejstret Merete.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...