De islandske heste mødtes, blev bedømt og konkurrerede

HJALLERUP: De islandske heste er populære. Det sås tydeligt, da Islandshesteforeningen Hekla i søndags afviklede følshow samt miniput- og juniorstævne i Hjallerup Rideklubs haller. Mange både heste og tilskuere mødte op.

I den ene hal var der følbedømmelse med den mangeårige avlsdommer og følbedømmelsesdommer Barbara Frische. Hun har igennem årene bedømt tusindvis af føl og er i dag den dommer, der har den største erfaring med det.

Blandt de fremmødte var Flemming Fast fra stutteri Lindhold Høje.

- Vi har fire føl med, og jeg har netop været til bedømmelse med Sigur, der er født i maj. Den er egentlig kun med som reserve, så vi havde ingen forventninger til ham. Alligevel fik han en bedømmelse over forventning, fortalte Flemming Fast.

I den anden hal havde klubbens junior- og ungeteam arrangeret stævne for de yngste ryttere. Man skulle være under 15 år for at deltage, og konkurrencerne foregik i to aldersopdelte rækker. Miniput 0-12 år og junior 12-15.

Hele formiddagen blev der konkurreret om at blive blandt de fem bedste i de forskellige konkurrencer. De gik nemlig videre til eftermiddagens finaler.

Her blev der bl.a. konkurreret i tölt, trav, skridt og galop. I T8 tölt var Camille Blirup på Skjoni bedst med et flot resultat på 5,42 point. Hun var blot en af de mange unge deltagere i stævnet, der fik god erfaring i at deltage i stævner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...