Socialdemokraten Ane Halsboe-Jørgensen trænede med de unge spillere fra New Kidz i Dronninglund

DRONNINGLUND: Det var en flok overraskede, unge håndboldspillere, der i tirsdags under træningen i Dronninglund Hallerne pludselig fik besøg af folketingsmedlem Ane Halsboe-Jørgensen (A). Hun var iført træningstøj, for hun ville ikke bare se på, men træne med. Det fik hun lov til uden protester.

De unge håndboldspillere er medlemmer af New Kidz og træner hver tirsdag eftermiddag. Om vinteren er det håndbold indendørs og om sommeren fodbold på udendørs på græs. New Kidz er tilpasset børn, som gerne vil dyrke sport, men som har nogle udfordringer, der gør, at de ikke kan være med til de almindelige sportsgrene. Det kan de i New Kidz, og her får de både sociale fællesskaber og positive oplevelser.

Ane Halsboe-Jørgensen kastede sig ud i træningen, og hendes kampform så ud til at være i orden.

- Ja, jeg er i god form, og det skal man jo også være, når en valgkamp nærmer sig. Den næste times tid vil jeg nu ikke tænke på politik, men på at være sammen med disse dejlige unger. Jeg kan faktisk ikke tænke mig en bedre måde at tilbringe eftermiddagen på end med at træne håndbold her. Det er et flot fællesskab, de har etableret her for unge som eller sikke har så nemt ved at komme ind i Foreningsdanmark. De får lov at prøve det sjov og fællesskab, der er i det. Det er en stor fornøjelse at være med i dag, sagde Ane Halsboe-Jørgensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...