Mange mødte op for at samle affald ind i og omkring Flauenskjold

FLAUENSKJOLD: Foråret er over os, og dermed er det også tid til den store forårsrengøring i naturen, hvor der mange steder flyder med skod, papir og tomme dåser.

Hvert år arrangerer Danmarks Naturfredningsforening en rengøringsdag i samarbejde med lokale foreninger.

Den fandt i år sted i søndags, hvor der var indsamling i både Dronninglund og Flauenskjold.

I Flauenskjold var det Borgerforeningen, der stod for indsamlingen med udgangspunkt fra byens stadion.

Her mødte fra morgenstunden en række familier op for at få udleveret gule veste og affaldssække, så de kunne komme i gang med indsamlingen.

- Der er altid god opbakning til denne rengøringsdag, fortalte borgerforeningens kasserer, Knud Christensen, mens han havde travlt med at uddele gule veste og sække.

- Vi har sendt mere end 20 ud på forskellige ruter og et par tomme byggegrunde. Skolen har også hele ugen samlet affald ind, og så slutter vi af i dag med at få gjort vore omgivelser pæne og rene til foråret, sagde Knud Christensen.

Efter indsamlingen var der sodavand og pølser til alle, der havde deltaget i indsamlingen i det flotte og solrige forårsvejr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...