Bent Heiselberg, som er formand for Røde Kors Hjallerup/Dronninglund, var - udover at være politibetjent og jæger - hundeejer og slædekusk på Grønland

DRONNINGLUND/HJALLERUP: Formanden for Røde Kors’ lokalafdeling, Bent Heiselberg, var udstationeret som politibetjent på Grønland i 31 år. Han var stationeret i Ilulissat, og udover selve tjenesten oplevede han i en periode at have et spand slædehunde, og det medførte en række oplevelser - ikke altid af lige behagelig karakter.

Hans beretning er oprindelig skrevet til lokalavisen Iluliarmioq, og begynder med at fortælle, hvordan han startede på Det med slædehundene

- Lidt tilfældigt, og i hvert fald ikke planlagt, blev jeg kort før jul ejer af en flok slædehunde og nogle hvalpe samt et par gamle vakkelvorne slæder.

- Nu skulle jeg endelig prøve den højt berømmede kørsel med hundeslæde i nærkontakt med naturen.

- Min snescooter stod ensom og urørt derhjemme, mens jeg brugte en stor del af min fritid og mine sparepenge på at fodre hunde og modtage gode råd af erfarne slædekuske og hundeejere blandt kolleger og venner.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at her taler vi ikke om småpenge. En ny slæde var absolut nødvendig, nye seler, karabiner, kæder m.v. kunne heller ikke undværes. Slædehunde spiser gerne hellefiskeskrog, men allerhelst vil de have det færdigfabrikerede hundefoder. De elsker det simpelthen, og det er hundedyrt.

Den første tur

- Min første tur var ikke særlig lang. Vi nåede et par hundrede meter ud ad slædesporet forbi Royal Greenlands Indhandling, da hundene besluttede, at nu havde vi kørt langt nok og vendte næsen hjemad.

Mine kommandoer på hhv. grønlandsk og dansk havde ingen virkning - tværtimod så virkede det, som om det forstærkede hundenes ønske om at komme hjem til pladsen. Min seddel med de grønlandske kommandoer fik jeg aldrig lejlighed til at tage op af lommen.

- På min næste tur nåede jeg ud på Sletten og på den tredje næsten halvvejs ud til Store Akinnaq.

Jo, det gik fremad. Men det føltes nu stadig, som om det var hundene der bestemte.

- Jeg har udvist stor tålmodighed med mine hunde og var fast besluttet på kun at anvende pædagogiske indlæringsmetoder. Jeg har været med, når vi har kørt rundt om Indhandlingen til stor morskab for Royal Greenlands medarbejdere, isfjordsfiskerne, fodgængerne og de omboende beboere i lejlighederne i det sydlige Atersuit, der burde betale ekstrahusleje for al den gratis underholdning, de har lige uden for deres vinduer.

- Jeg har også hængt på, når vi kørte rundt om asfaltværket og stenbruddet og hurtigt returnerede til min hundeplads. Jeg har stædigt holdt fast i slæden, når vi med stor fart kørte ind blandt naboens hundespand, der måtte springe for livet. Jeg kom hjem gang på gang fuldstændig våd af sved og dødtræt. Men jeg har holdt ud, og jeg var efterhånden kommet i en rimelig fysisk form.

Den rigtige måde

Efterhånden gik det op for Bent, at pædagogisk tilgang til slædehunde ikke duede.

- Pædagogik var totalt uanvendelig på mine hunde. Der måtte helt andre metoder i brug. Revselse måtte være løsningen.

- Mine hunde oplevede derfor denne torsdag aften til deres store overraskelse, at revselsesretten blev indført på min hundeplads. Det tog lidt tid og et par omgange ind blandt naboens hundespand, før mine hunde kollektivt besluttede at samarbejde med mig. Vi kørte derefter i god ro og orden ud ad slædesporet og tog den sædvanlige tur rundt mod Store Akinnaq og Lufthavnen.

- De var meget trætte efter de voldsomme oplevelser, og det var jeg også. Det meste af turen lå jeg på ryggen på slæden og betragtede den tunge grå himmel, mens jeg engang imellem lavmælt gav hundene en kommando, som de straks og uden tøven efterkom.

- Jo, mine hunde og jeg fik et godt og frugtbart samarbejde i stand efter nogle indledende drøftelser. Jeg begyndte faktisk at nyde mine slædeture med hundene. Jeg var heller ikke så træt og svedig, når jeg kom hjem, slutter Bent Heiselberg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...