Nordjyder er usikre, når de lejer bil i udlandet

HELE LANDET: Mallorca, Gran Canaria og Cypern byder på lidt ekstra varme og sol, inden vinteren for alvor sætter grå spor herhjemme. Måske vil man leje bil, og så melder stressen sig for mange.

Man står der i hotellets lobby eller i en travl ankomsthal i lufthavnen og bliver præsenteret for papirer og spørgsmål om forsikring. Hvad skal man svare? For man vil jo gerne være på den sikre side.

- Når vi bliver spurgt om, hvad man skal være opmærksom på, når man lejer bil i udlandet, så svarer vi først og fremmest selvrisiko, fortæller Bente Nielsen, leder af GF Aalborg.

Undgå dobbeltforsikring

I de fleste tilfælde er udlejningsbilen kaskoforsikret, tyveriforsikret og ansvarsforsikring, når man lejer bil inden for EU. Men du kan blive præsenteret for en ekstra forsikring for at slippe for selvrisiko, udlejningsfirmaet vil nemlig gerne tjene ekstra.

- Hos os i GF dækker rejseforsikringen op til 10.000 kr. i selvrisiko på en lejet bil, motorcykel, knallert og scooter. Så her er det værd at være opmærksom, for mange skader kan klares for det beløb. Selve billejen er jo dyr nok i forvejen, og derfor kan man overveje at spare på selvrisikoforsikringen, uddyber Bente Nielsen.

Forsikring af dig selv

Det er ikke kun udlejningsbilen, der kan få skrammer, når hårnålesving og bjerge forceres på årets efterårsferie under sydlige himmelstrøg. Går det rigtig galt, og kommer du selv til skade er både rejseforsikring og ulykkesforsikring også nødvendig.

- Vi ved desværre, at mange fortsat bevidst eller ubevidst glemmer rejseforsikringen, og det kan få store konsekvenser, hvis det der skulle have været en afslappende ferie, ender med trafikuheld eller et andet uheld, som kræver lægehjælp og måske indlæggelse, fortsætter Bente Nielsen.

Kræver tilskadekomsten fx et ambulancefly hjem til Danmark, så kan det koste flere hundrede tusinde kroner, og det betaler hverken den danske stat eller ferielandet, f.eks. koster det i omegnen af 500.000 kr. at blive fløjet hjem fra Grand Canaria. Det blå kort giver nemlig kun ret til hjælp på samme vilkår som borgerne i det land, man befinder sig i og det vil sige ikke hjemtransport.

Det anbefales på det kraftigste, at man hjemmefra får et overblik over ens forsikringer - dels for at undgå dobbeltforsikret i forhold til lejebil, dels for at finde ud af, hvordan og om man er dækket, hvis man bliver syg eller kommer til skade i det land, man rejser til, oplyser GF Forsikring.

Disse forsikringer har du brug for

Ansvarsforsikring. Er som regel inkluderet i billejen. Kaldes bl.a. for Liability Insurance (LI).

Kaskoforsikring: Er som regel inkluderet i billejen. Kaldes bl.a. Collision Damage Insurance, Collision Damage Waiver eller LDW: Loss Damage Waiver, som typisk er kasko inkl. tyveriforsikring.

Tyveriforsikring: Er som regel inkluderet i billejen, kaldes fx Theft Protection Coverage eller Theft Waiver.

Ekstra kaskoforsikret: Du skal tjekke, hvad der følger med i den kaskoforsikring, der er inkluderet i billejen. Måske er der ting som kaskoforsikringen ikke dækker, f.eks. glas, lygter, undervogn eller fælge. Det er skader som ofte sker, så her kan det være en god ide at supplere med ekstra kaskoforsikring.

Selvrisikoforsikring: kaldes f.eks. for Super Collision Damage Waiver eller Super Cover Damage Waiver. Denne er typisk ikke inkluderet i biludlejningsprisen. Med forsikringen undgår du at blive opkrævet selvrisiko, hvis der sker en skade på bil, MC, scooter og knallert, som du selv er skyld i. Tjek om din rejseforsikring dækker selvrisiko på udlejningskøretøj.

Hvis du bliver opkrævet selvrisiko af udlejningsfirma, så vil dit forsikringsselskab bede dig om at fremvise lejekontrakt, dokumenter for betaling af selvrisiko og skaderapport fra udlejningsfirmaet. Det er en betingelse at køretøjet var ansvars-, tyveri- og kaskoforsikret for at få dækning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...