Ny hundesalon på Dorfvej slår snart dørene op

DORF: Det er noget af et spring, når man vælger at flytte fra centrum af den spanske storby Alicante til Jordbroen i udkanten af Storskoven. Det er imidlertid det spring, Paz Verdli har taget.

- Jeg var ansat i turistbranchen og kom tit til Danmark og Norge, fortæller hun i sit hjem på Dorfvej 55.

- I København mødte jeg på et tidspunkt min mand, så det er kærlighed, der har ført mig til Danmark. Vi boede først i Spanien, men efter et års tid er vi nu flyttet til Danmark, fortæller hun på en blanding af dansk og engelsk.

Hun arbejder ihærdigt på at lære dansk, og det bærer hendes hjem også præg af. På møbler, trapper, døre, ja, overalt sidder der små sedler med de danske ord for de forskellige genstande.

- Jeg går meget alene herhjemme, og så er det svært at lære sproget. Det forsøger jeg med disse sedler, fortæller Paz Verdli, der elsker at bo i Danmark og også har en fuldstændig plan for, hvad hun skal arbejde med.

- Hunde, siger hun uden at tøve.

- Jeg er ved at lave min egen hundesalon, som jeg snart kan åbne. Jeg elsker hunde, og i Spanien har jeg det meste af mit liv arbejdet med hunde. Især hjemløse hunde, og dem er der rigtigt mange af i Spanien. Der er mange internater overalt i landet, og her har jeg arbejdet en del. Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis hundene blev klippet og plejet, så var det lettere at finde et nyt hjem til dem. Jeg tog derfor en uddannelse som hundefrisør, og det er den, jeg nu vil bruge. Vi er næsten færdige med salonen, så om kort tid er jeg klar til at tage hunde ind til klipning og trimning, fortæller hun, mens hun viser rundt i den nye salon, der er indrettet i en ældre bygning ved siden af boligen.

Ud over hunde har Paz Verdli en anden lidenskab. Hun elsker at male, og det bærer hendes hjem i høj grad præg af. Overalt hænger der malerier, hun har lavet.

- Jeg maler meget og har udstillet et par steder i Danmark, men det er hundene, jeg vil satse på, forklarer hun.

- Jeg har mulighederne og pladsen her, og jeg regner faktisk med, at jeg vil udvide min salon med en hundepension, men det er fremtidsplaner. Først skal salonen gøres færdig, forklarer Paz Verdli, der regner med at kunne åbne sin nye salon om kort tid.

I virkeligheden har hun allerede haft sine første kunder.

- Ja, jeg er så småt startet, men officielt sker det 21. september, og her vil der naturligvis være et spansk islæt, idet jeg vil servere tapas, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...