En flok geder skal hele sommeren græsse og hygge sig i Ekko Parken til stor fornøjelse for de besøgende

HJALLERUP: Det kan godt være, København har to nuttede pandaer, men Hjallerup har en flok søde geder. De blev i lørdags sluppet ud i Ekko Parken, hvor de hele sommeren skal græsse og dermed passe det naturskønne område.

Det var lidt af en folkefest, da de blev sluppet ud af deres stald. Mange mennesker havde taget opstilling uden for hegnet, mens en næsten lige så stor flok havde vovet sig ind i indhegningen udstyret med gulerødder og æbler. Man kunne tydeligt høre gedernes brægen inde fra stalden. De var utålmodige og ønskede kun at komme ud i det lune forårsvejr.

Det kom de, og der var geder i alle størrelser. Det var kid på bare nogle få dage, lidt større kid og så naturligvis de voksne. Tre af gederne er drægtige, så i den kommende tid venter man at få forøget bestanden med 3-5 kid.

- Det er første gang, vi prøver det her, sagde Erik Topp, mens gederne ventede på at komme på græs.

- Vi havde ganske vist også geder sidste år, men de kom først sent på året, så vi har ingen erfaring med at lukke dem ud, sagde han.

Det hele gik nu uden problemer, og gederne lod sig gerne klappe og fodre af de mange, der overværede begivenheden. Gederne er helt tydeligt populære, og der er ingen tvivl om, at mange Hjallerup borgere vil lade spadsereturen gå til gederne i Ekko Parken i løbet af sommeren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...