Der er nye medlemmer i bestyrelsen for den lokale diabetesforening

HJALLERUP: Diabetesforeningen lokalafdeling i Brønderslev Kommune har holdt generalforsamling i Hjallerup Idrætscenter.

Nyvalgte til bestyrelsen blev Pernille Larsen, Dronninglund og Bjarne Thomsen, Brønderslev. Som suppleanter valgtes Ellen Jensen og Bent Ingvardsen

Bjarne Thomsen oplyser, at man indledte med fællesspisning i form af en lækker buffet med særdeles velsmagende mad uden tilsat sukker og lavt kalorieindhold.

- Efter spisningen var det en glad formand Mona Jensen, der bød velkommen og takkede for det store fremmøde. Henning Nielsen blev valgt som dirigent og klarede dette hverv til alles tilfredshed, oplyser han.

Mona Jensen kunne berette, at der siden hendes valg til formand havde været afholdt fem bestyrelsesmøder.

- Der er kommet ny struktur som for os betyder, at vi nu er med i en region bestående af Jylland og Fyn så vores arbejde regional bliver bedre koordineret.

Hun gav også eksempler på foreningens aktiviteter - der har blandt andet været foredrag i samarbejde med hjerteforeningen omhandlende kosttilskud og naturmedicin, og arrangement i Øster Brønderslev i samarbejde med seniorsammenslutningen, hvor man kunne blive klogere på type 2 diabetes (den ikke insulinkrævende).

- Vi deltager i Open By Night hvert år skiftevis i Brønderslev og Dronninglund. Det har sat foreningen i forbindelse med mange, som ønsker at blive klogere på diabetes, og smagsprøverne på forskellige diabetesprodukter er også blevet godt modtaget

- Ved verdens diabetesdag den fjortende november tilbød vi at lave risikotest på folk ved Løvbjerg og i sundhedscentret i Brønderslev. Det blev godt modtaget, mange fik afkræftet deres nervøsitet for udvikling af diabetes, men der var også folk som blev tilrådet yderligere undersøgelse hos egen læge.

Der er motivationsgrupper i Brønderslev og Dronninglund hvor der under kyndig instruktørvejledning dyrkes motion og en gang om måneden er der her madlavning og fællesspisning.

Formanden understregede meget kraftigt, at foreningens aktiviteter ikke kun er for medlemmerne men også de pårørende er velkommen som deltagere.

- Kassereren kunne glæde alle med, at foreningen har oparbejdet en fornuftig økonomi. Det kan være medvirkende til opstart af nye mere krævende aktiviteter, så foreningen stadigvæk kan være i front, når der er nyheder indenfor diabetesområdet.

Der var genvalg til kritisk revisor Knud Erik Nielsen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...