Dronninglund/Hjallerup-afdelingen af Røde Kors har afholdt deres ordinære generalforsamling

DRONNINGLUND/HJALLERUP: Formanden for lokalafdelingen af Røde Kors, Bent Heiselberg, aflagde på generalforsamlingen beretning om 2018, og han startede med økonomien

- Det der lægger bunden i afdelingens økonomi – og i Røde Kors´ økonomi – og sikrer, at Røde Kors altid er til stede, er de mange frivillige i vore genbrugsbutikker.

Butikkerne

- Genbrugsindsatsen er en enestående succeshistorie i Røde Kors, og butikkerne leverede igen et flot overskud. Dronninglund bevarede omsætningen og Hjallerup havde en fremgang på tre procent svarende til ca. 40.000 kr. Det er dejligt, at vi kan holde fast i markedet. Og overskuddet går jo direkte til hjælpearbejdet både ude og hjemme.

- Det er jo sådan, at vore butikker ikke kun er en indtægtsgivende aktivitet og et økonomisk fundament. For vores eget vedkommende med to butikker betyder det, at vi altid er synlige i lokalområdet, og sammen med vore andre aktiviteter fylder vor frivillige indsats meget – og betyder meget for mange mennesker.

I butikken i Hjallerup kom der i løbet af året seks nye frivillige og tre forlod den. Der var ved årsskiftet 53 frivillige. For at aflaste den nuværende butiksleder Kurt Andersen bliver ledelsen af butikken fordelt på to personer. Det ser på nuværende tidspunkt ud til, at det falder på plads primo 2019.

Formanden fortsatte.

- Vores allesammens Irene (Sølvmose) modtog i april Dronningens Emblem i anledning af sit 40-års jubilæum. Det tildeles frivillige, der har udført langvarigt og betydningsfuldt arbejde inden for Røde Kors. Hun anede intet og blev en aften lokket ind i butikken under påskud af, at Kurt skulle hente noget. Her ventede 40 frivillige og lokalpressen på at hylde hende. Vi har vist aldrig oplevet, at Irene manglede ord. Det gjorde hun den aften. Et stort tillykke til Irene.

Den 8. oktober afholdtes der et ekstraordinært bestyrelsesmøde med et punkt på dagsordenen. Nemlig forslag om at leje forretningslokalet Hjallerup Centeret 24, Hjallerup. Forslaget blev enstemmigt vedtaget. Det drejer sig om en nuværende møbelforretning med et butiksareal i ét plan på 1.135 m2. Lejemålet overtages den 1. oktober 2019.

- I Dronninglund er der 22 frivillige. Desværre måtte vi sige farvel til vores butiksleder, Lillian Louveau, i december. Hun valgte at stoppe af personlige årsager. Tre af vore frivillige, Inge Bisgaard, Karen Marie Kristensen og Nancy Rasmussen, i butikken tilbød at påtage sig butikslederopgaven i fællesskab, og de tiltrådte ved årsskiftet. Opgaver og ansvarsområder er fordelt imellem dem.

Årets studietur for de butiksfrivillige arrangeredes som sædvanligt til alles tilfredshed af kasserer Arne B. Mortensen. Turen gik til Bruunshåb Gl. Papirfabrik i Mølleådalen nær Viborg og til den nye Røde Kors Butik i Hobro.

Øvrige aktiviteter

Afdelingens øvrige aktiviteter er mange og er spredt over et bredt felt. Her skal ganske kort omtales nogle af dem: Familienetværket i Dronninglund, Mødestedet for psykisk sårbare i Dronninglund, Besøgstjenesten (37 besøgsvenner besøger 45 besøgsmodtagere), Nørklerne (23 nørklere mødes hver anden mandag i mødelokalet i Dronninglund), Førstehjælpskurser (82 kursister har deltaget), Landsindsamlingen (resultat: 40.267 kr. i lokalområdet), Julehjælp (uddelt 60 julekurve), Støtte til Sundhedsklinikkerne (25.000 kr.), Røde Kors Ferielejre (25.000 kr. til 10 børns deltagelse) og Katastrofefonden (lokalt bidrag på 250.000 kr.).

Formanden sluttede med følgende tak.

- Til slut vil jeg gerne rette en stor tak til alle vore frivillige. Uden jeres store indsats kunne alt dette ikke lade sig gøre. Men også en stor tak til alle jer, der i årets løb har doneret effekter til vore to butikker. Uden jeres donationer kunne vi ikke yde et bidrag til at gøre verden til et lidt bedre sted, hverken lokalt, nationalt eller internationalt.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således: Bent Heiselberg (formand - genvalgt), Michelle Nyby Würtz (næstformand - ikke på valg), Arne B. Mortensen (kasserer - ikke på valg), Ib Lundby (sekretær - genvalgt), Irene Sølvmose (bestyrelsesmedlem - ikke på valg), Inge Bisgaard (bestyrelsesmedlem - nyvalgt) og Vibeke Bisgaard (bestyrelsesmedlem - nyvalgt).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...