På Dronninglund Gymnasiums filmfestival konkurrerede seks talentfulde kortfilm om de eftertragtede filmpriser

DRONNINGLUND: Der var tæt løb mellem to af de seks nominerede kortfilm til Alfredprisen på den efterhånden legendariske filmfestival på Dronninglund Gymnasium. Nu er gymnasiets filmpriser ikke Oscar eller Emmy, men med årene er mange elever fra medielinjen gået videre i filmens verden og har skabt en karriere eller levevej inden for dens mange kringelkroge.

Således var filmfestivalens faste indslag med en kendt instruktør eller filmmager i år manuskriptforfatter Elsa Kristine Blomberg, gammel elev på gymnasiet, med flere fine kortfilm bag sig. Den seneste har lige haft premiere i Frederikshavn med bl.a. Søren Pilmark i hovedrollen. For de over 150 elever, der deltog i festivalen, var det spændende at høre hendes ”filmhistorie” gennem de sidste otte år, og hvor langt man kan nå med gåpåmod, energi og kreativitet.

Herefter gjaldt det de seks nominerede kortfilm, som årets jury på forhånd havde fået til gennemsyn, så mens eleverne så filmene og skulle stemme på ”Årets Publikumspris”, fandt juryen årets vindere.

Juryen bestod af Christina Bloch Hougaard, mediefagslærer fra Fjerritslev Gymnasium, Ken Erik Ulrik Nielsen, Mediefagslærer fra Brønderslev Gymnasium og Kristian Jørgensen, skaber af Mayday Film Aalborg.

Alfredprisen gik til ”Praberi Fari” lavet af Alexander Wimmelmann, Anne Andreasen 2c, Lasse Højer 2c, Nina Friis 2a og Simon S. Holst 2a. Der var mange roser for den kortfilm fra juryen, der bl.a. fremhævede valget af location, for det er meget svært at filme ved Råbjerg Mile og ved Den tilsandede Kirke. Det var den udfordring, der tippede Alfredprisen over til ”Praberi Fari”.

Almaprisen, der er opkaldt efter Alfred Hitchcocks hustru, gik til ”Befrielsen” produceret af Nicolai Fosmark 2a, Magnus Blæhr 2a, Gustav Benzon 2a og Sofus Boelskifte 2c.

Endelig blev Publikumsprisen vundet af Jacob Buie 2d, Andreas Aaen 2c, Sander Schmidt 2b, Simon Knudsen 2b og Jeppe Sudergaard 2d med filmen ”På Månen”.

En interessant række af vindere, for det er ikke sket før, at de tre priser er faldet til tre forskellige film.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...