Dronninglund Hallerne har netop fået en 10 meter høj flagstang af aluminium

DRONNINGLUND: Hidtil har Dronninglund Hallerne måttet låne skolens flagstang, når der skulle flages i anledning af en begivenhed, men nu har hallerne fået deres helt egen flagstang. Den er 10 meter høj og lavet af aluminium.

Giveren er Jørgen Axen fra firmaet ALU MAST. Flagstangen og flaget blev overrakt i søndags lige før starten på årets Dronninglund Cup.

- Vi er meget glade for endelig at få en flagstang og et flag, som helt er hallens, sagde formand Christen Bager.

- Dannebrog kan jo i år fejre 800 års jubilæum, så det er specielt at blive begavet netop i år. Man hører af og til, at flaget symboliserer militær og nationalisme, men sådan er det ikke her i landet. Her signalerer det samhørighed, fællesskab og hygge, sagde Christen Bager, inden han gav ordet til Jørgen Axen.

- Jeg er glad for, at jeg kan give hallen denne gave som tak for mange års brug af motionscentret, sagde Jørgen Axen, der driver firmaet ALU MAST, der sælger flagstænger af aluminium.

- Vi er efterhånden ved at slå igennem i Danmark med salg af flagstænger i aluminium udstyret med en lang række tekniske detaljer som indvendigt snoretræk og drejelig flagknop, oplyste direktøren, der videre pegede på flagstængernes holdbarhed.

- Flagstængerne er særdeles solide, og så kan de genanvendes, når de ikke længere skal bruges til formålet. De kan nemlig smeltes om, og på den måde harmonerer flagstænger af aluminium perfekt med en bæredygtig tankegang. De er lidt dyrere, men til gengæld er de meget bedre, fastslog direktør Jørgen Axen ved overrækkelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...