Med start ved Brugsen og mål ved Meny gik Halloween-optoget fredag aften gennem Dronninglund Midtby. Afsluttende blev der uddelt en pris

DRONNINGLUND: Over det meste af det centrale Dronninglund kunne man høre, at der foregik noget i Midtbyen. Hvis man drog derhen fik man forklaringen: Lyden kom fra et stort mobilt diskotek med DJ Patrick A. Åkeson, som var parkeret på SuperBrugsens parkeringsplads, og voksne såvel som børn strømmede til - de fleste af dem mere eller mindre udklædte.

Halloween-optoget

”Halloween-master” Arne B. Schade stod for arrangementet, og han var i fuld gang med at uddele balloner til børn og barnlige sjæle. Det var nogle ret så specielle balloner med indlagt LED-lys, og Arne havde bl.a. travlt med at forklare, hvordan man ved et tryk på toppen af ballonen fik den lille LED-pære til at lyse. Et smart indslag her midt i mørket.

SuperBrugsen sponserede slikposer, som Henrik Åkeson - far til DJ - uddelte til de børn, som var udklædte. Handelsstandsforeningen havde kraftigt opfordret til, at børn - og selvfølgelig også voksne - klædte sig ud og sminkede sig så uhyggeligt som muligt. De fleste børn og enkelte voksne havde fulgt opfordringen.

Så startede optoget og svingede ud på Slotsgade med Arne B. Schade foran og Henrik Åkeson bagved. Deltagerne i optoget havde lyttet til Arnes opfordring om at holde godt ind til højre, og der var ingen problemer med passerende trafik - selvom enkelte af bilisterne trods Arnes ivrige vinken ikke tog nok af farten, når de passerede.

Vel fremme ved Meny, drejede man ind til forretningens lagerhal, og her ventede såvel borgmesteren som butikschefen, Anders Dige, med diverse lækkerier til både børn og voksne. Der opstod efterhånden en hyggelig atmosfære, og her kunne man rigtigt se nærmere på de uhyggeligt flot udklædte og maskerede børn.

Af disse spøjse Halloween-personager blev der nu udvalgt de tre bedst udklædte, og det var den rullende DJ, Patrick A. Åkeson, som stod for det. Det var en ridder med en flot læderhat og det borgerlige navn Sigurd, en lego-mand med navnet Oliver og endelig en lille charmerende pige, som hedder Mille.

Preben Buttler

Så var man kommet til uddelingen af prisen ”Den Store Håndsrækning”, som blev stiftet i 2016, og de to første modtagere var Dronninglund Borgerforening og Grethe Kold Christensen. Prisen uddeles til en person eller en forening, der har gjort en indsats for at hjælpe andre (”... rakt hånden frem”). Dommerpanelet i år var borgmester Mikael Klitgaard, formanden for Dronninglund Handel Anders Dige og koordinator for Dronninglund Handel Arne B. Schade.

I år er modtageren Preben Buttler, og efter at borgmesteren havde overrakt den særdeles tunge skulptur, ”Den Store Hånd”, blomster og diplom, så begrundede Arne B. Schade valget af Preben Buttler: - Du har betydet rigtigt meget for et hav af unge dels på skolen og dels gennem dit store arbejde i DIF Håndbold.

- Du har i over 40 år udført et kæmpestort stykke frivilligt arbejde for DIF Håndbold, hvor du siden 1974 har helliget hovedparten af dit liv til klubbens ungdomsafdeling som både træner, udvalgsmedlem og bestyrelsesmedlem. Helt berettiget har du fået JBUs sølvnål for mange års klubarbejde i 2002. Specielt mht. Dronninglund Handel, så har du i vel 25 år været byens julemand for slet ikke at tale om, da jeg fandt på, at du skulle hejses op af Falcks stigevogn til juletræets tænding. Preben: Stor tak for alt hvad du gør. Du beriger vores by med en frivillig dimension, der ikke ses i det omfang andre steder.

Med prisuddelingen afsluttedes en vellykket Halloween-fest, og alle de sminkede og udklædte personer kunne drage hjem med visheden om, at de havde oplevet noget særligt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...