Man kan opleve gamle hesteracer som blev brugt i den første halvdel af 1900-tallet og meget mere

DORF: Der er Hestedag på Dorf Mølle 10. august, og museet oplyser, at der vil være liv i hele området, hvor heste, mennesker, lokale producenter og kunsthåndværkere viser deres dyr og varer frem.

Dagen skal være med til at hylde de gamle hestetyper og den måde, de blev brugt på i Danmark, i første halvdele af 1900-tallet.

- Til Hestedag på Dorf Mølle bliver der mulighed for at komme helt tæt på syv forskellige hestetyper, som blev anvendt på landet og i byerne før bilen og traktoren gjorde sit indtog. Museet fortæller om arbejdshestens, vognhestens og ridehestens danmarkshistorie, mens hestenes ejere vil fortælle om pasning, plejer og brug af deres dyr i dag, oplyser Johanne Schrøder Baggesen, der er museumsinspektør på Museum for Forsyning og Bæredygtighed (MOSS).

Besøgende kan også få en ridetur på en pony eller en tur i hestevogn i det naturskønne område.

Klokken 14.30 kommer Frieser Nord og viser deres heste frem ved et hesteshow.

Man kan også se en række fine gamle hestevogne, og de fleste kan man også røre ved og sidde i.

Der er også andre aktiviteter, der ikke har med heste at gøre - man kan se møllen male korn til mel og rebslagerne lave reb. Der bliver også en markedsplads med lokalt producerede fødevarer, husflid og kunsthårdværk. Dagen byder også på noget gøgl og dukketeater for de yngste.

Det hele begynder klokken 10 og slutter klokken 16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...