Omkring 600 besøgte årets udgave af ”Forårsdag i Try”

TRY: Tryvej mellem Try Efterskole og Egnssamlingen dannede forleden ramme om årets udgave af ”En Forårsdag i Try”. Efterskolens elever og personale havde markeret pladser til de ca. 25 boder til bagagerumsmarked, ligesom der var boder med sodavand, pølser og brød fra køkkenværkstedet og elevrådets tombola.

På Egnssamlingen var der kaffe og lagkage, inden Købmandsbutikken slog dørene op til grand re-opening klokken 13. Efterskolens heste, geder og høns fra skolens landbrug blev luftet, og bo-carts blev kørt omkring HD-værkstedet. Endvidere spillede musikværkstedet og eleverne gav to koncerter. Der var en konstant summen af liv og lyde fra store som små, og salget gik forrygende i boderne. Man anslår, at omkring 600 gæster gjorde dagen hyggelig, munter, og den gentages med sikkerhed næste år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...