Efter lang tids ihærdigt arbejde og venten er tiden nu kommet til at indvie fredningen og de faciliteter, som er lavet på og ved Byrhøj ved Klokkerholm

KLOKKERHOlM: Fredningen på Stentinget og Byrhøj er nu blevet ført ud i livet. Det er nu muligt for offentligheden at kunne besøge Byrhøj. Derfor holdes der den 6. april en indvielse af Byrhøj. I år 1997 blev området fredet, og denne fredning er nu endelig effektueret.

Byrhøj er en del af bopladsen Stentinget, som ligger på en højderyg lige i udkanten af Klokkerholm. Netop placeret her lige i midten af Vendsyssel. På dette tidspunkt fra år 500 e.Kr. og 550 år frem, førte alle veje i Vendsyssel til Klokkerholm. Eller helt præcist til handels-, værksteds- og magtcenteret Stentinget.

Stentinget ligger oppe på Jyske Ås. Stentinget har altså eksisteret takket være et veludbygget og omfattende vejnet, der har kunnet muliggøre, at det kunne opretholde bebyggelsens status. Fra pladsen og gravhøjen Byrhøj er der en fantastisk udsigt mod syd og vest. Områdets overhoved har her haft et godt overblik over Vendsyssel.

Området blev delvist udgravet i 1990, og her blev der gjort betydelige fund. Disse fund består hovedsageligt af smykker, vægtlodder og redskaber, som i dag kan ses på Nationalmuseet. Der er tale om en stor handelsplads, og flere arkæologer mener, at her kan der gøres endnu flere fund.

I år 1997 blev området fredet, men først her i 2018/2019 er der nu lavet en sti til Byrhøj, der er bygget madpakkehus og toilet, samt opsat infotavler om områdets historie.

Det er foreningen Klokkerholm, Byen i Landskabets underudvalg ”Natur og Historie”, som gennem de sidste år ihærdigt har arbejdet med at få fredningen ført ud i livet. Vendsyssel historiske museum og Brønderslev Kommune har været samarbejdspartnere og har hjulpet foreningen med at komme i mål. Projektet er støttet af Friluftsrådet, Brønderslev Kommune og Sparekassen Vendsyssels fond, Klokkerholm.

Samtidig åbnes en hjemmeside på Klokkerholm bys hjemmeside til indvielsen, hvor historien og fakta om Stentinget – Byrhøj er samlet, så informationerne bliver mere tilgængelige. Samtidig forefindes QR-koder på infotavlerne på Byrhøj, som leder direkte til dette.

Nu har Klokkerholm fået et nyt udflugtsmål for natur- og historieinteresserede. Derfor afholdes 6. april en stor indvielse af Byrhøjfredningen. Borgmester Mikael Klitgaard indvier stedet. Morten Larsen fra Vendsyssel Historiske Museum vil fortælle om området, og der vil være et traktement og sang ved de syngende frikadeller.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...