Den store jagtforening i Hjallerup har et højt medlemstal og fine faciliteter ude på jagtcentret i engene, hvor man holdt generalforsamling

HJALLERUP: Så har Hjallerup Jagtforening holdt den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen udtrykker det på en meget poetisk måde: - Lige så sikkert som de første erantis titter frem, er det, at der gøres op med det forgangne år i Hjallerup Jagtforening i februar.

Godt 50 medlemmer af foreningen var mødt frem for lige at høre om årets gang. Efter afsyngning af Blæsten går frisk og et øjebliks stilhed for de gode jagtkammerater, der var gået bort i 2018, så kunne formand Henrik fortælle om aktiviteterne i en af kommunens absolut største foreninger. Og selv om det er en jagtforening, så foregår der meget andet.

De ca. 350 medlemmer kan se frem til en moderniseret skydebane. Der bliver således investeret omkring ½ million i en opgradering af skydebanen. En skydebane som ikke mindst er vigtig for jægernes træning af skydefærdigheder. Skydebanen kan dog også bruges af mange andre, og der laves et større antal skydninger til polterabend, firmaskydninger og andre som gerne vil prøve at skyde lerduer med vejledning fra de særdeles kompetente instruktører som klubben råder over.

Udover lerdue-skydning, så får Hjallerup også ros for sin hundetræning og sin bueafdeling. Til det netop overståede OUTDOOR i Aalborg stod foreningens buejægere således for en kæmpestand med både udstilling og skydebane.

Der er i alle udvalg et større antal frivillige, der lægger mange timer i foreningen, og det er langt fra alt, der handler om jagt. Hvert år uddeles en pokal til et medlem der har gjort noget særligt. I år gik pokalen til en bueinstruktør, der i mange år har holdt kurser og prøver for nye buejægere - nemlig Jørgen Haller.

Hvert år er der en dygtig jæger, der får navnet på foreningens rævepokal. I år var det helt specielt, da 2 jægere på samme tid skød til samme ræv. I år kommer der således 2 navne på pokalen. Tillykke til de dygtige skytter Anders Thøgersen og Kasper Nielsen.

Udover de 2 pokaler havde bestyrelsen i år besluttet at belønne en institution i Hjallerup Jagtforening på en særlig måde. Kai Hvolgaard, frivillig, ildsjæl og vogter af foreningens pengekasse blev til øredøvende applaus fra de fremmødte udnævnt til æresmedlem i foreningen.

Om det har indflydelse på beslutningen, om at foreningen igen i år havde et godt regnskab, er tvivlsomt, men i hvert fald besluttede man at fastholde kontingentet uændret på 140,- kr./år.

Et par nye blev indvalgt i bestyrelsen, og snarest efter gik medlemmerne over til den overdådige vildtbuffet, som Bodil Hvolgaard og hjælpere disker op med hvert år.

Der var fri snak, og der blev lagt mange planer om fremtidige jagtture og måske fornyet et par jagthistorier under kaffen. En ting er sikkert: Hjallerup Jagtforening er godt rustet til 2019.

Den nye bestyrelser har efterfølgende konstitueret sig således: Formand: Henrik Hansen, Næstformand: Christian Nørgaard, Kasserer: Kai Hvolgaard, Sekretær: Carsten Aaen, Tovholder for Jæger: Ole Pedersen, Bestyrelsesmedlem: Michael Chemnitz, Bestyrelsesmedlem: Bent Villadsen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...