Udsalget er startet med tilfredshed hos nogle butiksindehavere og bekymring hos andre

DRONNINGLUND: Traditionen tro har butikkerne taget fat på januarudsalget, og det sker som altid lige efter, vi har brugt alle sparepengene på julegaver. Udsalget startede i Dronninglund for de fleste butikkers vedkommende 2. januar med masser af tilbud. Det er noget, kunderne synes om, men hos butiksindehaverne er der mere delte meninger om, hvordan udsalget går.

Især i tøjbutikkerne er der ikke de helt store smil fremme.

- Nu skal vi have noget sne, og det skal vi gerne have i de næste par måneder, så vi kan komme af med de varme børnestøvler, siger Helle Sørensen fra Skoringen og Laura.

- Vi er ikke helt tilfredse, for vi er meget afhængige af vejret. Man kan jo gå i kondisko i øjeblikket. Vi vil altid gerne sælge mere, og på længere sigt kan jeg godt være lidt bekymret. Hvis folk ikke handler lokalt, så lukker butikkerne. Så er der intet liv i byen, og vi får ingen julebelysning for nu at tage noget aktuelt. Nettet er en hård konkurrent, og det er jo kommet for at blive. Det er nemt at handle der, men det er altså også vigtigt, at man kan handle i lokale butikker. Det gør folk heldigvis også, men jeg kan da godt frygte fremtiden. Husk på, jeg skal jo drive butik de næste 30-40 år, slutter Helle Sørensen.

Lidt mere optimistisk er Ann Frydenlund fra Nicoline.

- Vi startede udsalget den 2. kl. 8, og allerede kl. 7 stod de første i kø foran butikken, og det var virkelig en god dag. Vi solgte som sidste år, så vi skal ikke klage. Det lykkedes os at få kunderne til at stå tidligt op. Det er ikke så koldt i øjeblikket, men kunderne køber alligevel trøjer og andre varme ting. Vi har måske ikke solgt så meget overtøj som tidligere, men det skal nok komme, når kulden indfinder sig, siger Ann Frydenlund optimistisk.

Også hos Imerco er man godt tilfreds med årets udsalg.

- Det er virkelig gået fint i år, fortæller butikschef Mette Bundgaard.

- Vi ligger over sidste års omsætning og har haft travlt. I modsætning til de fleste butikker i byen startede vi udsalget lige efter jul. Det har vist sig at være en god idé, som de andre butikker bør følge efter. Det er for sent at starte udsalget i begyndelsen af januar. Det er vores erfaring, siger en tilfreds Mette Bundgaard fra Imerco.

Udsalget fortsætter overalt i byen de kommende dage, og der er stadigvæk masser af tilbud i butikkerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...