Firmaet AHL & Søn i Try har kunder i hele landet

TRY: Hvis man hele livet får lov til at beskæftige sig med det, man helst vil, kan man vel godt sige, at man er havnet på den rette hylde. Det er netop, hvad Arne Hedegaard Larsen er. Han er indehaver af firmaet AHL & Søn, der løser alle former for glarmester- og snedkeropgaver i det meste af landet for både private og erhverv.

- Da jeg fik sløjd i 4. klasse, vidste jeg med det samme, at det var træ, jeg ville arbejde med resten af livet, fortæller indehaveren, mens han viser rundt på virksomheden i Try.

Han ved, hvad han snakker om, for i år er det 45 år siden, han kom i lære, 30 år siden han startede som selvstændig, og så er han lige fyldt 60 år. Alderen tænker han dog ikke på.

- Jeg tænker ikke på at stoppe. Hvis helbredet holder, og jeg bliver ved med at have den samme gnist, bliver jeg ved, til jeg er 70. Måske længere, for jeg elsker at være i værkstedet. Tit arbejder jeg også både lørdag og søndag, fordi jeg synes, det er sjovt. Når jeg er færdig i værkstedet, går jeg på kontoret. Jeg laver selv alle tilbuddene og alle ordrerne. Birthe, min kone, ordner bogholderiet, forklarer han.

Mens andre firmaer bukker under eller bliver opkøbt af større, fortsætter AHL & Søn med stor succes.

- Når vi har overlevet i modsætning til så mange andre firmaet, tror jeg, det er på grund af størrelsen. Vi er i øjeblikket syv ansatte. Vi har været oppe på 18, men det blev det ikke sjovere af. Vi har tilpasset os, så vi har en god størrelse. Vi har også de maskiner, vi skal have, og som regel køber jeg ældre maskiner. Leverandøren griner godt nok, men de fungerer og er langt billigere. Vi har godt nok lige købt en stor maskine, som kan det hele. Der taster vi bare målene ind, så saver den det hele ud i helt nøjagtige mål. I hele Danmark er der kun to af den slags. Ellers er det ældre, men velfungerende maskiner, så vi kan lave alt, forklarer han og fortsætter:

- I øjeblikket laver vi en masse paneler til gamle lejligheder, der bliver renoveret. Vi har lige lavet 30 meter og skal i gang med 300 meter mere til Aalborg. Så skal vi lave fodlister og indvendige døre, der skal ligne de oprindelige. Jeg måler selv det hele op, og så er opgaven at få det til at ligne. Det laver vi meget af. Det er kompliceret, men spændende. Det er alt sammen noget, man ikke kan købe i metermål. Det skal laves specielt, og det er så det, vi gør. Jeg har lige været i den gamle plantørbolig i Skagen. Den skal renoveres, og der skal vi levere vinduerne. De skal ligne de gamle med små sprosser, fortæller han, mens han viser et eksemplar frem.

Firmaet har kunder i hele landet. Det gælder døre, vinduer og paneler til fredede ejendomme i København, og det gælder i høj grad bygninger og lejligheder i Aalborg.

- Vi laver meget til City Ejendomme i Aalborg. De skal have det fuldstændigt, som det var. Vi har lavet nye gerikter til Toldboden i Aalborg, og de ligner fuldstændig de gamle, fortæller Arne Hedegaard Larsen, der videre understreger, hvor stor vægt han lægger på kvaliteten af det træ, der bruges.

- Vi bruger kun træ uden knaster. Hvis der er en knast, skal vi reparere den, og det koster 20 kroner. Så vil jeg hellere give fem kroner mere pr. løbende meter og så få træ uden knaster. I går fik vi fire tons af det her træ. Det kommer alt sammen fra et savværk i Sverige, der leverer kvalitetstræ uden knaster. For der er jo knaster i træ. Ellers havde fuglene ikke noget at sidde på, siger han med et smil, mens han fortsætter rundt på virksomheden og viser en række produkter frem, der er klar til at blive afleveret.

- Det der skal til Juelsminde, det der til København, og det skal til Aalborg, fortæller han, og sådan kunne han fortsætte.

Han kender virksomheden ud og ind, for han har jo selv opbygget det hele.

- Jeg er ikke typen, der sidde på et kontor, for jeg vil gerne være med i det hele. Der er intet, der går ud herfra, uden at jeg hare rørt ved det, understreger Arne Hedegaard Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...