Ragnhild Kjølberg har i 30 år arrangeret kammerkoncerter i sit hjem i Dorf

DORF: Igennem 29 år har Ragnhild Kjølberg arrangeret kammerkoncerter i Dorf gamle Skole, hvor hun selv bor. Det er blevet til en række koncerter med musikere fra den allerøverste hylde i Danmark og det meste af Europa. Ved julekoncerten i december meddelte hun imidlertid, at hun stoppede med at lave koncerter til trods for, at 2019 ville være hendes jubilæumssæson.

- Jeg var meget skuffet, for min årlige ansøgning til Musikrådet blev afslået. Det var som et slag i ansigtet, fortæller Ragnhild Kjølberg.

- Det, jeg laver, er jo for de få, og det er, som om der skal komme tusindvis af mennesker, for at man kan få støtte, og så skal det også gerne være for de unge. Nogle mener, at kultur er som sukker på brød. Det er unødvendigt, og det må i hvert fald ikke koste noget. Hvis det ikke kan bære sig selv, må det dø, og det er skammeligt. Nu er mine koncerter ikke så dyre, for klassiske musikere får ikke nær så meget som f.eks. foredragsholdere, men selvfølgelig koster det noget og mere, end jeg selv kan klare, siger hun.

Efter den drastiske beslutning i december har hun imidlertid fået så mange henvendelser fra det trofaste publikum, at hun nu har besluttet at lave to koncerter i august samt en julekoncert.

- Det bliver en slags halv jubilæumssæson, for jeg ønsker jo ikke at skuffe de mange, der har støttet mig gennem årene. Der kommer en tjekkisk duo på cello og klaver og Mira-kvartetten. Til kvartetten har jeg skaffet en ekstra cellist, så der bliver tale om en kvintet. Jeg vil nemlig gerne have Schuberts sidste strygekvartet. Den skrev han om sommeren og døde om efteråret, siger hun, der har elsket musik, fra hun som barn voksede op i Norge nord for Oslo.

- Jeg voksede jo op under krigen, da det var forbudt at høre radio, så der var ingen musik. Det var skrækkeligt, for jeg elskede musik. Når jeg gik forbi en kirke, håbede jeg altid, at organisten sad og spillede. Min fætter spillede klaver, og når han gjorde det, var det, som om en dør blev åbnet ind til et stort rum. Jeg sad tit under flyglet, når han spillede, selv om han vist syntes, det var irriterende. Det var min indgang til musikken. Jeg lærte senere at spille klaver, men da jeg kom i gymnasiet, fandt jeg ud af, at jeg hellere ville spille orgel, så det begyndte jeg på. Min far gik desværre konkurs, og så var der ikke råd til det, siger hun og fortsætter:

- Jeg ville også gerne rejse og tog efter studentereksamen til England som au pair, og siden har jeg ikke været i Norge. I England mødte jeg en mand, der syntes, det var en god idé, at jeg giftede mig med ham. Jeg var et høfligt og venligt menneske, og man skal jo have en grund for at sige nej. Det havde jeg ikke, så vi giftede os. Vi bosatte os i Canada. Det havde jeg længe ønsket, og der fik jeg mit første barn, fortæller Ragnhild, hvis mand var matematiker og underviste på forskellige universiteter.

- Det var i 1959, og på det ene universitet var der to computere. Det var dengang, man ikke vidste, om de kunne bruges til noget. Flere unge var interesserede, og blandt dem var en ung knægt, der kunne se noget i computerne. Hans navn var Bill Gates, husker Ragnhild.

Under opholdet i Canada fik Ragnhild en stor personlig krise. Hun var ulykkelig i sit ægteskab.

- Jeg var så langt ude, at jeg håbede at blive fanget i et sneskred. Jeg stod faktisk en aften oppe i fjeldet og brændende ønskede mig en lavine. Den kom ikke, og det er jeg naturligvis glad for i dag. Jeg var 27, og en søn var kommet til, fortæller Ragnhild. For at komme ud af krisen flyttede hun fra mand og børn og tog til Alaska i en kort periode, hvorefter turen gik til Askov Højskole.

- Jeg havde læst om skolen og tænkte, at der kunne jeg få hjælp. Det fik jeg, og jeg blev der i to år. Jeg havde filosofi og vævning. Vævning var jeg blevet bidt af i Canada, fortæller hun, der kort efter igen mødte en mand, der ville giftes med hende. Ham giftede hun sig med i 1962, og så gik turen til Vendsyssel, da svigerfaren ejede gården ”Lykkensprøve” ved Melholt.

- Der boede vi en periode, og da min svigefar ville sælge til os, sagde jeg nej, for min mand var gymnasielærer og ikke landmand. Jeg blev så opmærksom på, at Dorf gamle Skole var til salg. Den købte vi af kommunen for 35.000 kroner, oplyser Ragnhild.

Den var meget forfalden og skulle sættes i stand. Det blev den, men i 1980 brændte den ned til grunden. Så skulle Ragnhild starte forfra samtidig med, at hun var blevet skilt. Det gjorde hun og fik skolen genopført.

Efterhånden var der kommet seks børn til, så der var ikke så meget tid til musik.

- Jeg havde ikke tid, men jeg har altid lyttet til musik. Da mine børn blev større og flyttede hjemmefra, begyndte jeg så igen at gøre noget ved det. Jeg havde huset, og jeg havde et flygel, som jeg havde købt i stedet for en bil, så jeg skulle bare købe nogle stole, så havde jeg en koncertsal. Jeg kendte lidt til at arrangere koncerter, for jeg var med i Vendsyssel Festivalens bestyrelse, hvor jeg stod for musikken. Vi arrangerede bl.a. en koncert på Dronninglund Slot med den unge pianist, Mogens Dalsgaard fra Asaa. Der lærte jeg ham at kende, og han var da også den første, der gav koncert hos mig i Dorf, da jeg startede for 30 år siden. I begyndelsen inviterede jeg de musikere, jeg kendte, og så kendte de andre, og sådan fortsatte det. Mange fortalte mig, at det var håbløst, men det gik jo år efter år, og nu er jeg klar til min 30. sæson, fortæller hun stolt og kan se tilbage på en perlerække af koncerter og på et langt og spændende liv, der har ført hende mange steder hen.

- Jeg kan godt føle mig som et stykke drivtømmer, der driver med strømmen. Man standser nogle gange, men så tager strømmen fat i dig igen, og så driver man videre til tilfældige steder. Jeg har aldrig haft et egentligt mål, men drevet med strømmen og taget de oplevelser, der fulgte med, slutter Ragnhild Kjølberg, der i år fylder 85 år.Tirsdag 29. januar 2019 | Østvendsyssel Avis 8 | Side 9

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...