Voergaard byder indenfor til julemarked og storslået juleudsmykning skabt af Bjarne Als

VOER: Der er hvert år store forventninger til julemarkedet på Voergaard Slot. Markedet startede i sidste weekend og fortsætter den kommende, og man må sige, at stedet til fulde lever op til forventningerne. Igen i år er det kongelig hofleverandør Bjarne Als, Bering House of Flowers, København, der har stået for udsmykningen i de smukke stuer. Årets tema er ”Julebal på Slottet”, og det julepyntede slot emmer af eventyr.

Bjarne Als har i år fået endnu mere plads at bolte sig på, så han i år også bruger hele Riddersalen. Han har til lejligheden lånt smukke kjoler fra kjoleskrædder Kathrine Kaisen, og disse kjoler indgår i pyntningen af slottet.

Han er dog ikke alene, idet flere end 70 udstillere præsenterer julens nyheder og alt det, der hører til julen. På julemarkedet kan gæsterne blandt andet købe årets julegaver, opleve julepynt, dekorationer, finde julens lækkerier, værtindegaver, spændende ting til hjemmet m.m.

Der er meget at se og opleve, og det er ikke uden grund, at julemarkedet på Voergaard Slot er blevet en af Nordjyllands helt store juleattraktion og et samlingssted, hvor venner og familie mødes for at komme i julestemning i slottets historiske rammer.

Julemarkedet på Voergaard Slot åbner igen lørdag 8. og søndag 9. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...