I Træerne i midtbyen er fældet, og derfor kan de gamle lyskæder ikke anvendes

DRONNINGLUND: I forbindelse med det nye midtbyprojekt i Dronninglund er træerne blevet fældet, og de smukke julekæder, der i mange år har bidraget til julestemningen i byen, kan derfor ikke bruges mere. Dronninglund Handel må derfor starte fra bunden med julebelysningen. På grund af den store udgift til fornyet belysning er der blevet afholdt møder med Brønderslev Kommune om at indgå et partnerskab vedrørende byens julebelysning. Meldingen har dog været klar, at kommunen ikke agtede at deltage i retableringen af julebelysningen og heller ikke ville sørge for belysning på det nye torv af de store træer, der bliver plantet i løbet af oktober måned.

Dronninglund får som alle andre byer et fast kronebeløb pr. indbygger til julebelysning. I Dronninglund svarer det til ca. 10.000 kroner, men den samlede regning for julebelysningen er omkring 140.000 kr.

- For de få butikker, vi har i Dronninglund, er det en voldsom udgift og ganske uforståeligt, at der er skabt tradition for, at det er de få butikker, der skal betale gildet til at få byen flot oplyst til glæde for både kunder og borgere, udtaler Anders Dige fra Dronninglund Handel.

- Sort juleby har klart været en af de ting, vi har overvejet, men nu har butikkerne valgt igen at gribe dybt i lommerne og redde Dronninglunds julebelysning, fortæller Anders Dige.

- Dronninglund Borgerforening har efterfølgende lovet et sponsorat på kr. 10.000, og jeg vil da opfordre andre foreninger og virksomheder til at komme ind i kampen for vores juleby og ethvert bidrag vil være rigtig dejligt, udtaler Anders Dige.

Traditionen tro sørger Dronninglund Handel også i år for byens juletræ, som bliver tændt fredag 29. november kl. 19.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...