Anders Blichfeldt fyldte kirkerummet med swingende toner og musikalsk julestemning

DRONNINGLUND: Det er flere år siden, der har været så mange tilhøre til en koncert i Dronninglund Kirke, som der var i søndags, da Lions Club Dronninglund arrangerede julekoncert med Anders Blichfeldt. 342 havde købt billet, og det var der ikke en eneste, der fortrød. De fik nemlig en virkelig flot koncert med swingende gospelversioner af klassiske julesange. Den populære musiker optrådte sammen med sin kapelmester og en gospel korpige, og det kan nok være, at den kombination formåede at bringe den helt rette stemning ind i den fyldte kirke.

Anders Blichfeldt fortalte ved starten, at han desværre havde glemt sin guitarrem.

- Heldigvis hang der en adventskrans i receptionen. Den mangler nu sine bånd, men min guitar har fået en rem, sagde han, hvorefter koncerten gik i gang.

Lions Club Dronninglund havde endnu en gang fundet den helt rigtige kunstner, og det blev da også værdsat af de mange tilhørere. Efter koncerten benyttede en stor del af koncertgæsterne lejligheden til at spise en lækker middag på Slottet.

Overskuddet fra den vellykkede julekoncert går som altid til Lions velgørende og humanitære arbejde primært i lokalområdet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...