Politibetjent Ulrik Eriksen, der i 10 måneder har været udstationeret i Upernavik, sender sit sidste brev om sine oplevelser

GRØNLAND: Julestemningen indfandt sig for alvor 1. søndag i advent, da træet på torvet blev tændt, og julemanden ankom til tiden. Han er bosat ikke langt fra Upernavik. Let sne, 10 graders frost og når det knirker under støvlerne for hvert skridt man tager, bliver det ikke bedre. Inden jeg rejste herop, traf jeg beslutningen om at fejre jul og nytår i Upernavik. Jeg er sikker på, at det var en rigtig beslutning. Det, jeg fortæller om i brevet her, er oplevelser frem til 16. december.

Det meste af november måned var Esra og hans familie på ferie i Danmark og Californien. I hans fravær havde jeg assistance af en ung politibetjent, Joorut, fra Ilulissat. 24 år gammel, tre års tjeneste og ild et vist sted, så der var livligt på den lille politistation de uger, han var der. November måned skulle vise sig at blive den travleste periode under hele mit ophold. Udover daglig drift og småting modtog vi fire alvorlige anmeldelser om voldtægtslignende forhold, vold, tvangsindlæggelse og en tragisk sag, hvor en ung kvinde på 23 år og mor til to i en kraftig snestorm mistede orienteringen, og som følge deraf faldt om og frøs ihjel. Det skete i en nordlig bygd, så lægen og jeg måtte derud og afholde retslægeligt ligsyn. Det varede otte dage, inden vejret var stabilt nok til, at helikopteren kunne flyve.

Også tvangsindlæggelsen måtte der chartres helikopter til, så afsted med Joorut og Mina-Lisa, min faste reservebetjent på rådighedsvagterne. At håndtere psykisk syge personer kan være en krævende opgave, men den efterfølgende transportopgave med at få patienten til rette behandlingssted giver altid udfordringer. Der er ikke nogen psykiatrisk afdeling på sygehuset i Upernavik. Det er der kun i Nuuk. I tilfældet her blev patienten på snescooter transporteret fra hjemmet til helikopteren, videre til sygehuset i Upernavik og indlagt, indtil et chartret fastvinget fly fra Nuuk ankom nogle dage efter, og den endelige transport og indlæggelse i Nuuk kunne ske. Fem timers flyvning og transport inden patienten blev indlagt rette sted. På alle flyvninger er der to politifolk og sundhedspersonale med. Jeg har i hele mit politiliv ingen steder oplevet et så godt samarbejde med sundhedsvæsnet som her i Upernavik.

17. til 19. december har retten meldt sin ankomst, og vi skal have hovedforhandlet fire sædelighedssager. Udover dommer, domsmænd og forsvarer skal flere tiltalte, forurettede og vidner flyves hertil og indkvarteres, indtil der er flyafgang ud af Upernavik igen. Normalt planlægges der ikke retssager i november og december måned, hvor vejret er særligt ustabilt. Mørketiden giver derudover begrænsede muligheder for helikopterbeflyvning, så noget af et sats fra rettens side. Det er meget omkostningstungt at få afsluttet retssager, men sådan er det i et land, der er ca. 50 gange større end Danmark, og hvor befolkningen ofte skifter bosted. Går alt planmæssigt, har jeg mit sidste retsmøde i Upernavik 19. december.

At hele den logistiske kabale med fly, indkvartering etc. går op, er vi selv ansvarlige for. Det samme med den papirmæssige afslutning af sagerne, når der er afsagt dom. I Danmark er der fire-fem personer inde over de samme opgaver.

Særligt rådighedsvagterne er belastende, og jeg kan godt mærke, at 10 måneder med døgnvagt hver anden uge og mange udkald er i overkanten. Esra er 36 år gammel og har været ved Upernavik Politi i 10 år, så han har om nogen mærket de hårde kendsgerninger. Vi piber ikke, men konstaterer blot, at kosten til tider er hård her højt mod nord.

Hyggesnakken ved morgenkaffen er fortsat intakt. De, der har fulgt med i de fire foregående breve, vil vide, at samtaleemnerne kan være spøjse. I forgange uge spurgte Esra mig: ”Ulrik har du tænkt over, om du vil på plejehjem?” Det havde jeg ikke tænkt på endnu, var mit svar, men skulle det blive aktuelt, ville jeg gerne udskyde det 25-30 år. Herpå havde vi en fin snak om, hvordan det mon var at blive gammel i Danmark og Grønland. Spørgsmålet om jeg nogensinde havde haft fnat, rundede vi også lige over en tår kaffe. Vi ser dansk TV-avis heroppe, og der har lige været et indslag om en lukket skole grundet det emne, så spørgsmålet var højaktuelt!

20. december afslutter jeg rådighedsvagten og Esra overtager frem til 27. december. Rammerne for julehygge fås ikke bedre end her i Upernavik. Juleaften fejrer jeg sammen med en grønlandsk familie i deres hjem, noget jeg ser meget frem til. 27. december er det så min tur igen, og jeg overtager vagten indtil min hjemrejse 2. januar.

Politiarbejdet i Grønland byder på store udfordringer og unikke naturoplevelser, uanset hvor man er stationeret. Det siges, at har man ikke oplevet Upernaviks vilde natur, har man ikke fået det ypperste med. Inden jeg rejste herop, havde jeg ét særligt mål og ønske, nemlig at få besøgt alle Upernaviks ni bygder. Den store oplevelse, delte jeg sammen med Solveig under de tjenstlige bygdebesøg med politikutteren Sisak ll.

De 10 måneder her i Upernavik, har på alle måder været et ubeskriveligt eventyr. Samarbejdet og venskabet med Haldora, Esra og vores to uundværlige reservebetjente, Nicky og Mina-Lisa, har været en særlig glæde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...