Julemanden mødte også i år op i Dronninglund for at tænde byens juletræ

DRONNINGLUND: Når Dronninglund Handel inviterer til tænding af årets juletræ, fyldes midtbyen altid af forventningsfulde mennesker i alle aldre. Det er en gammel og fin tradition, og sådan var det også i år. Det store juletræ var dog flyttet hen på det nye torv, og her vil det komme til at stå også de kommende år.

Traditionen tro spillede Aalborg Garden en lille julekoncert for at bringe os i den rette julestemning, inden årets juletaler indtog scenen. I år var det Dronninglund Efterskoles nye forstander, Bitten Schjødt Kjær.

- November har været både mørk, våd og kold, men fra i dag kommer lysene til at skinne i byen, og så er det med at komme ud og møde hinanden, sagde hun.

- Som tilflytter synes jeg, der foregår utroligt mange spændende ting i byen. Det er en fornøjelse at flytte til en så venlig by og mærke fællesskabet. Vi har brug for i vores samfund at vise hinanden, at vi er en del af et fællesskab med masser af tillid og varme, og hvor vi føler, vi hører til. Det må lysene, der tændes i dag, gerne være et tegn på, sagde efterskoleleder Bitten Schjødt Kjær i sin juletale.

Herefter var det så bare at vente på, at julemanden ankom. Det gjorde han standsmæssigt i Falcks gamle brandbil omgivet af alle sine nisser. Falcks stigevogn stod klar til at hejse ham til tops, så han med et trylleslag kunne tænde de mange lys i træet. Det gjorde han og tændte samtidigt den nye julebelysning på de nyplantede træer i Slotsgade.

Efter en tur rundt om juletræet, anført af julemanden og akkompagneret af Aalborg Garden, var det tid for de mange fremmødte at besøge byens butikker, der havde masser af fine tilbud. Det var jo også Black Friday.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...